Lidt om danefægodtgørelser

Søde drømme om danefædusørens størrelse

Jeg får af og til henvendelser fra nye detektorfolk, der spørger om alt muligt omkring detektorverden. Det er altid hyggeligt. Et af de emner der synes at interessere folk meget er størrelsen på danefægodtgørelser. Et emne der jo også ofte giver debat på sociale medier. Som oftest fornemmer jeg en vist skuffelse, når jeg fortæller, hvilket niveau danefægodtgørelserne ligger på, fx at en romersk denar eller en engelsk Longcross Sterling typisk giver kr. 300 pr. stk. Det hjælper dog lidt, når jeg fortæller, at dusøren er 100% skattefri.

Jeg har ikke selv prøvet at finde en større sølvskat og har derfor ikke personlige erfaringer i forhold til hvor stor en godtgørelse en sådan skat ville udløse men med Nationalmuseets budget for danefægodtgørelser under armen besluttede jeg at kigge lidt på sagen.

Danefæ som kagepynt

Hvor meget udbetales der i danefægodtgørelse?

Lidt baggrundsinformation: Nationalmuseets årlige budget til danefægodtgørelse er steget fra kr. 400.000 i 2008 til kr. 4.100.000 i 2019. Det fremgår af Nationalmuseets regnskaber, som er tilgængelige på Nationalmuseets hjemmeside. I virkeligheden er der dog, ifølge samme regnskaber, sket en stigning i de reelt udbetalte danefægodtgørelser fra kr. 463.000 til kr. 4.950.000 i 2019, med store svingninger undervejs.

År 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019
Udbetaling, mio. DKK 0,9 1,2 3,0 4,23 3,66 3,16 7,68 4,95

Der har altså generelt været en markant stigning i udbetalingen af danefædusører, hvilket primært skyldes de mange indleveringer af detektorfund. Stigningen ser ud til at være stabiliseret, men der ligger en stor pukkel af fund hos lokalmuseerne som kan ændre på dette billede. Det bliver spændende at se næste årsrapport fra Nationalmuseet.

Fra den årlige udstilling af danefæ

Lundby Krat sagen

Danefægodtgørelsernes størrelse er jo en sag mellem finderen og Nationalmuseet. Der findes mig bekendt ikke nogen opgørelse over, hvor store danefægodtgørelserne for enkelte genstande har været igennem historien og der findes ikke nogen præcis vejledning i, hvordan danefæ skal værdiansættes. Danefæ er jo unikke genstande og kræver derfor en unik værdisætning pr. genstand.

Der findes til gengæld en meget konkret sag, hvor en danefæ-modtager var utilfreds med sin danefægodtgørelse og klagede over dens størrelse. Det blev jeg opmærksom på da jeg for nogle år siden, i en sommerferie, sad på en strand i Kroatien og læste 2-binds værket om Danmarks Middelalderskatte c.1050-c.1550. Nærmere betegnet i en fodnote til afsnittet om Lundby Krat skatten, fra ca. år 1100, som blev fundet i 1980 i Lundby Krat ved Gistrup.

Skivefibler mv.

Det der skete i Lundby Krat var, at en nordjysk detektormand ved navn Laurits Møller i efteråret 1980 finder en fantastisk spændende vikingeskat bestående af 239 mønter, heraf flere meget sjældne, samt en mængde brudsølv og -guld. Fundet behandles fuldstændig korrekt af Laurits Møller, som straks tildækker det og tilkalder myndighederne.

Da skatten er sikret er resultatet, at skatten i alt indeholder 28,9 gram guld og 411,9 gram sølv, inkl. de før omtalte mønter.

Daværende rigsantikvar Olof Olsen (den titel havde direktøren for Nationalmuseet dengang) tildeler Laurits Møller en danefægodtgørelse på kr. 20.000 for Lundby Krat fundet, baseret på fundets metalværdi inkl. en dusør for findeløn og korrekt behandling af fundet.

Denne godtgørelse er Laurits Møller dog ikke tilfreds med, idet han mener at han bør tildeles en danefægodtgørelse svarende til fundets antikvitetsmæssige værdi, som skønnes at ligge langt højere. Beløb på op mod 2 millioner nævnes i dialogen.

Nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for herunder følger i punktform de 2 parters argumenter, som de blev stillet op i 1981:

Laurits Møllers argumenter i Lundby Krat-sagen
  • Finderen af danefæ har ifølge lov af 1752 krav på at ”nyde efter dets værd fuldkommen betaling”, svarende til dets værd i handel og vandel.
  • Godtgørelsen på kr. 20.000 svarer kun til 1-2 procent af fundets værdi (som dermed må vurderes at ligge på kr. 1.000.000-2.000.000 i 1981-priser).
  • Nationalmuseet har i mange tilfælde tidligere solgt ud af mønskatte til handelsværdien / antikvitetsværdien.
  • Nationalmuseet fastsætter danefædusører vilkårligt og tilfældigt (eksempler gives).
  • For lave danefægodtgørelser vil friste findere til at understikke (stjæle) danefæ og dette finder allerede sted i vid udstrækning.
  • Hvis en skat som Lundby Krat-skatten var blevet understukket ville det have skadet den historiske videnskab.
  • Laurits Møllers holdning støttes af Dansk Møntsamler Union.
Diverse guldringe
Rigsantikvarens argumenter i Lundby Krat-sagen
  • Rigsantikvaren afgør ifølge loven danefægodtgørelsers størrelse i samråd med den eller de afdelinger på Nationalmuseet, der har faglig interesse i de pågældende fund.
  • Danefædusører beregnes som fundets ædelmetalværdi, i dette tilfælde en sølvværdi på kr. 1.485,00 og en guldværdi på kr. 3.150,60, i alt kr. 4.635,60.
  • Hertil lægges (i nyere tid) en findeløn/dusør hvis størrelse afhænger af det fundnes sjældenhed og den omsorg hvormed finderen har taget vare på fundet, i denne sag tillægges kr. 15.364,40 således at danefægodtgørelsen bliver på i alt kr. 20.000.
  • Fundets handelsværdi / antikvitetsværdi spiller ingen rolle i værdiberegningen.
  • En teoretisk salgsværdi på op mod kr. 2.000.000 forekommer optimistisk, idet prisen ved salg af nr. 78 af den sjældne Erik Ejegod-mønt fra Randers, som indgår i skatten, næppe vil være lige så høj som for den første af disse mønter.
  • Danefægodtgørelsen på kr. 20.000 er et af de største beløb Nationalmuseet nogensinde (i 1981) har udbetalt som danefægodtgørelse.
  • Det er ikke muligt at udbetale en værdi svarende til antikvitetsprisen, efter disses himmelflugt og det er tvivlsomt om dette nogensinde har været praksis.
  • Det vil være ejendommeligt, hvis Nationalmuseet skulle følge handelspriser, hvis høje niveau alene skyldes det forhold, at danefæbestemmelserne netop forhindrer tilgangen af ”nye” mønter til markedet.
  • Der er i de senere år sket en gradvis forhøjelse af den del af danefægodtgørelsen der gives ud over metalværdien idet Nationalmuseet ønsker at forebygge fristelse af svage sjæle til at understikke fund, men Nationalmuseet ønsker ikke engelske tilstande, hvor museerne skal betale markedspriser, hvilket har skabt en folkebevægelse af skattejægere der gennemroder Englands jord.
  • Danefægodtgørelsen er en præmie for fremdragelse af et fund der ifølge loven tilhører Kongen (staten), der er ikke tale om et køb eller en ekspropriation af noget der tilhører finderen.
  • Danefægodtgørelsen er skattefri.
  • Rigsantikvarens holdning støttes af Dansk Numismatisk Forening og Kammeradvokaten.
Ikke alle fund er danefæ
Sagen indbringes for Landsretten som forhøjer dusøren

Laurits Møller indbringer i 1986, 5 år efter fundet af skatten, sagen for Landsretten og kræver i den forbindelse at danefægodtgørelsen hæves til kr. 780.000. Laurits Møller fører selv sagen, uden hjælp fra en advokat. Sagen belyses grundigt og forskellige nye oplysninger kommer frem.

  • Arne Bruun Rasmussens Kunstauktioner vurderer Lundby Krat skatten til at have en handelsværdi på i alt kr. 1.195.000 og mener desuden at dette er en meget forsigtig prisansættelse. Man vurderer, at selv om der er mange dubletter i fundet, vil alene den kendsgerning af mønternes proveniens (fundsted/fundomstændigheder) er kendt, være med til at holde priserne på mønterne oppe.
  • Jørgen Steen Jensen fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling forklarer at der siden 1800-tallets begyndelse, kun er udbetalt danefægodtgørelse for ædelmetalværdien, nogle gange med et mindre omhutillæg. Han oplyser desuden at der er tendens til at fund med stor metalværdi udløser en lille dusør og at fund med lille metalværdi giver en forholdsvis større dusør (oven i ædelmetalværdien). Han giver desuden flere eksempler på dette:
    • 1967: 40 kilo mønter fra ca. 1360 udløser kr. 80.000, metalværdien er ca. kr. 25.000 (Kirialskatten).
    • 1968: Mønter og sølvtøj fra ca. 1650 udløser kr. 24.000, metalværdien er ca. kr. 20.000.
    • 1975: 10 kilo mønter fra ca. 1640 udløser kr. 16.000, metalværdien er ca. kr. 8.000.
    • 1981: Et guldarmbånd udløser kr. 100.000 svarende til metalværdien (den højeste danefægodtgørelse der er udbetalt på dette tidspunkt).
    • 1982: 1800-1900 sølvmønter fra Læsø fra 1672 udløser kr. 50.000, metalværdien er ca. kr. 40.000.
  • Jørgen Steen Jensen oplyser desuden at Nationalmuseet indtil 1892 har tilbageleveret de mønter man ikke ønskede at beholde (fx. dubletter) og at man kun udbetalte danefægodtgørelse for de mønter man beholdt. Han bekræfter desuden at man indtil 1921 har afholdt auktioner, hvor man har bortsolgt dubletter, hvilket dog ikke er sket siden.
  • Det kom desuden frem at Gundestrupkedlen i 1891 udløste en danefægodtgørelse på kr. 1.188 i metalværdi med et tillæg på kr. 100.
  • Samt at “Solbilledet fra Trundholm” (Solvognen) i 1902, som overvejende var af bronze samt for kr. 80 guld, udløste en dusør på i alt kr. 500.

Summa summarum: Landsretten forhøjer d. 17. august 1987 danefægodtgørelsen for Lundby Krat skatten med kr. 100.000 til i alt kr. 120.000 og pålægger Nationalmuseet at dække Laurits Møllers sagsomkostninger på kr. 8.000.

Dele af Kirial-skatten
Sagen ankes til Højesteret og afgøres endeligt

Kammeradvokaten anker i 1987 sagen til Højesteret, på vegne af Nationalmuseet, med forventning om dom i efteråret 1988. Men sagen trækker ud og der falder først dom d. 22. januar 1991, 10 år efter skattens fremdragelse. Det kommer i denne forbindelse frem, at der var sket en hørefejl i Landsretten, som dermed troede at danefægodtgørelsen for Kirialskatten fra 1967 var 3 gange højere end den reelt var (80.000 i stedet for 24.000). Så har man hørt det med! Laurits Møller hyrer i denne omgang en advokat og øger sit krav til kr. 1.175.000.

Højesteret afgør på baggrund af den fremførte dokumentation at Rigsantikvarens oprindelige fastsættelse af danefægodtgørelsen var korrekt og skulle fastholdes. Med andre ord, de oprindelige kr. 20.000 i danefægodtgørelse står ved magt og Landsrettens afgørelse skrottes.

Gundestrup-kedlen

Spørgsmål til Nationalmuseet

Efter at have læst om Lundby Krat-sagen fik jeg lyst til at vide mere. Sådan kan det gå. Jeg tog derfor, tilbage i 2012, kontakt til Nationalmuseet med en række spørgsmål, hvoraf de stadigt aktuelle (primo 2021) er gengivet herunder, efterfulgt af Nationalmuseets svar fra dengang. Desuden har jeg primo 2021 opdateret svarene med dugfriske tal fra Nationalmuseets Årsrapport, 2019.

AF: Hvor mange stykker danefæ indleveres årligt til Nationalmuseet?

NM: Der bliver årligt på Nationalmuseet modtaget betydeligt flere genstande til danefævurdering end det antal, som rent faktisk erklæres for danefæ. En nøjagtig opgørelse af antal genstande, der ikke erklæres for danefæ og derfor returneres til de lokale museer, foreligger ikke, men vi skønner, at der på de to samlinger Danmarks Oldtid og Danmarks Middelalder og Renæssance returneres ca. tre gange så mange stykker ”ikke danefæ” som det antal genstande, der ender med at blive erklæret for danefæ.

I 2011 blev der i Danmarks Oldtid og Danmarks Middelalder og Renæssance henholdsvis erklæret 459 og 284 genstande for danefæ. I forhold til disse i alt 743 stk. danefæ blev der altså returneret mindst tre gange så stort et antal ”ikke danefæ” – dvs. omkring 2.229 fundstykker.

AF opdatering 2021:
Herunder er indsat tal fra Nationalmuseets Årsrapport for 2019, som viser udviklingen i antallet af indleveringer og ekspederede danefæsager i perioden 2013-2019.  

År 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019
Genstande 5.556 7.176 9.756 17.055 14.364 17.385 8.537
Indkomne sager 728 1.034 1.137 2.047 2.194 2.463 926
Afgjorte sager (danefæbreve) 320 502 551 585 527 2.554 2.558

AF: Bliver danefædusører i dag stadig udbetalt på baggrund af principperne fra højesteretsdommen fra 1981, dvs. baseret på metalværdien + en dusør for korrekt behandling af fundet?

NM: Danefædusørens størrelse er resultatet af en individuel vurdering, hvori indgår metalværdi, kulturhistorisk værdi og finderens omhu i forbindelse med sikring og håndtering af fundet.

AF: Er det korrekt opfattet at et hypotetisk fund af det 3. guldhorn på 3,5 kilo vil udløse en danefædusør på 3.500 x guldpris pr. gram + dusør for korrekt behandling af fundet? Og dermed “sprænge budgettet” om jeg så må sige :-)?

NM: Størrelsen af den hypotetiske danefædusør på et nyt guldhorn kan vi ikke udtale os om, men vi kan godt sige, at den vil overstige metalværdien.

AF: Vil et lige så teoretisk fund af det 1. sølvhorn på 3,5 kilo udløse en danefædusør på 3.500 x sølvpris pr. gram + dusør for korrekt behandling af fundet? Dvs. væsentligt mindre, idet sølvprisen pr. gram er ca. 2% af guldprisen?

NM: Størrelsen af den hypotetiske danefædusør på et sølvhorn kan vi ikke udtale os om, men vi kan godt sige, at den vil overstige metalværdien.

Det korte – og tungeste – guldhorn (rekonstrueret)

Hvor meget får man i danefædusør pr. indleveret genstand

Det er jo langt fra alle, der har prøvet at få en danefædusør og der er mange, der gør sig tanker om, hvad de kan forvente at få i dusør for den genstand de har indleveret til danefævurdering. Som det fremgår af ovenstående er der ingen faste priser på danefæ, der skal nemlig altid ske en individuel vurdering af det enkelte fund.

Når det er sagt, så har jeg vovet herunder at indsætte nogle eksempler på, hvad jeg gennem tiden har fået i dusør for nogle af de mest almindelige genstandstyper, krydret med lidt mere eksotiske eksempler som viser en flig af dusør-udviklingen gennem tiderne. Nogle af dusørerne er mine estimater, da danefæbrevene ikke specificerer dusøren pr. fund, når der er flere fund på danefæbrevet.

Fundår
Fund
Dusør pr. stk.
1639 Det første guldhorn (det lange), Gallehus, ca. 3,2 kilo guld 1 skørt
1734 Det andet guldhorn (det korte), Gallehus, ca. 3,7 kilo guld 200 rigsdaler
1891 Gundestrupkedlen, ca. 9 kilo forgyldt sølv 1.288 kr.
1902 Solvognen fra Trundholm Mose 500 kr.
1967 Kirialskatten, 40 kilo mønter fra ca. 1360 24.000 kr.
1980 Lundby Krat skatten, 28,9 gram guld og 411,9 gram sølv 20.000 kr.
2009-2016 7 stk. romerske denarer 2-300 kr.
2010 2 stk. unikke, ornamenterede celte, bronzealder 3.500 kr.
2010-2016 7 stk. fragmenter af bronzealder sværd/knive/ragekniv 1-500 kr.
2010-2014 6 stk. penninge, vikingetid 3-400 kr.
2011-2017 55 stk. penninge, middelalder (borgerkrigsmønter) 2-600 kr.
2012-2017 25 stk. fibler og fibelfragmenter 175-1.000 kr.
2013-2017 3 stk. klædeplomber 300-450 kr.
2014-2016 4 stk. ornamenterede tenvægte 1-300 kr.
2015 1 stk. Ribe/Hedebymønt 15.000 kr.
2017 2 stk. gudslam 4-500 kr.
Bronzealder-depotfund – finderen i baggrunden

Afsluttende bemærkninger

Enhver kan jo så drage sine egne konklusioner på ovenstående, herunder Lundby Krat sagen. Min personlige holdning er, at gældende danefæ praksis i Danmark er et rigtigt godt system, som fungerer stort set efter hensigten. Danefægodtgørelsen belønner på en god måde de entusiaster og heldige borgere, der finder et stykke kulturarv, ved at give en smuk findeløn til finderen (ikke lodsejeren, skattevæsenet eller andre), men frister ikke folk uden interesse i historien til at kaste sig ud i en skattejagt i ordets negative betydning, hvor pengene går forud for den nationale arv.

Det er min oplevelse, at danefægodtgørelsen er en dejlig gevinst, men at det er mindst lige så vigtigt at modtage det danefæbrev fra Nationalmuseet, som på en anerkendende måde giver en ekspertvurdering og ofte også en grundig og kyndig beskrivelse af det fund der er gjort.

En forhøjelse af danefægodtgørelsen ville på mange måder være rimelig, men hvis den forhøjes for meget vil det næppe kun være af det gode, da det kunne friste folk der vejer økonomi højere end historisk interesse til at drage ud med detektoren.

Det ville nok være mere givende for amatørarkæologien i Danmark, hvis Nationalmuseet generelt fik flere ressourcer til behandling af den stigende mængde danefæ samt til forskning i de mange fundne genstande, men det er jo en helt anden historie.

Endnu et fantastisk bronzealder depotfund

Litteraturhenvisninger

  • Numismatisk rapport, Olsen, Olaf Danefæ-sagen fra Nordjylland 1981 Årg. 4, nr. 2 (1981) S. 12-25 
  • Numismatisk rapport, Danefæ-sagen fra Nordjylland 1987 Årg. 10, nr. 2 (1987) S. 77-82 
  • Nordisk Numismatisk Unions medlemsblad, Steen Jensen, Jørgen Dom i Højesteret om danefægodtgørelsen for Lundby Krat fundet 1991 1991, nr. 3 S. 55-57 

Ovenstående artikler kan downloades fra Statsbibliotekets hjemmeside (opret login, søg/find, bestil, modtage e-mail, log ind, print. 

  • Danefæ, Skatte fra den danske muld, 2010, Nationalmuseet, side 21-24 “Nuværende danefæpraksis”, Jens Christian Moesgaard, Anne Pedersen og Peter Vang Petersen 
  • Danmarks middelalderlige skattefund, ca. 1050-1550, 2 bind. København 1992, Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, Jørgen Steen Jensen, Kirsten Bendixen, Fritze Lindahl, Niels-Knud Liebgott, under medvirken af Keld Grinder-Hansen og Gert Posselt 

 

En tanke om “Lidt om danefægodtgørelser”

  1. Pingback: Allan Faurskovs detektorside » Danefædusørers størrelse

Der er lukket for kommentarer.

Metaldetektor oplevelser og erfaringer