Danefægodtgørelser

Store forventninger til danefædusørens størrelse

Jeg får af og til henvendelser fra nye detektorfolk, der spørger om alt muligt omkring detektorverden. Det er altid hyggeligt. Et af de emner der synes at interessere folk meget er størrelsen på danefægodtgørelser. Et emne der jo også ofte giver debat på Detecting People. Som oftest fornemmer jeg en vist skuffelse, når jeg fortæller, hvilket niveau danefægodtgørelserne ligger på, fx at en romersk denar eller en engelsk Longcross Sterling typisk giver kr. 200 pr. stk.

Jeg har ikke selv prøvet at finde en sølvskat og har derfor ikke noget grundlag for at gætte på hvor stor en godtgørelse en sådan skat ville udløse men med Nationalmuseets buget for danefægodtgørelser in mente besluttede jeg at kigge lidt på sagen.

Bemærk at denne artikel har fokus på danefægodtgørelse i forbindelse med fund af ædelmetal. Man kan jo i vore dage modtage danefægodtgørelse for andre materialetyper end guld og sølv, eksempelvis for rav, klæde, træ, sten mv., hvor danefædusørens størrelse beregnes på baggrund af fundets kulturhistoriske værdi.

Hvordan beregnes danefægodtgørelsens størrelse

Hvordan beregner man størrelsen på en danefægodtgørelse? Jeg ved det ikke, men har nu gravet mig lidt ned i emnet.

Lidt baggrundsinformation: Nationalmuseets årlige budget til danefægodtgørelse har i årevis ligget på kr. 400.000. Det fremgår af Nationalmuseets regnskaber, som er tilgængelige på Nationalmuseets hjemmeside.

I virkeligheden er der dog i de senere år udbetalt over 1.000.000 pr. år, på forventet (og opnået) efterbevilling via tillægsbevillingsloven. I 2011 blev der fx udbetalt kr. 1.252.900 (se side 12 i 2011-regnskabet), altså mere end det tredobbelte af budgettet.

Det har altså i flere år været en svær opgave for Nationalmuseet at få danefæ-midlerne til at slå til på grund af det stigende antal indleveringer, som i høj grad skyldes metaldetektoramatørarkæologernes støt stigende succes.

Romersk denar i Nr. Vissing

Romersk denar, fundet ved Nr. Vissing, Marcus Aurelius, 156-157, danefægodtgørelse kr. 200

Mange detektorfund i 2012

I løbet af 2012 kunne vi alle sammen læse om flere store skattefund i aviserne samt på Detecting People og andre gode detektorsider. Stort fund af sjældne mønter på Møn. Lidt mindre sølvskat på Ærø. Stor sølvskat ved Lejre. Arabiske mønter på Bornholm.

Og man kunne blive ved. Et fantastisk detektor-år. Disse fund og de mange andre spændende fund der er fremvist på nettet i 2012 gav nok os alle sammen det indtryk, at vi i endnu højere grad end tidligere ville ”sprænge banken” hos Nationalmuseets økonomisk hårdt ramte danefæ-bogholder.

Danske Middelalderskatte

Danefægodtgørelsernes størrelse er jo en sag mellem finderen og Nationalmuseet. Der findes mig bekendt ikke nogen redegørelse over, hvor store danefægodtgørelserne har været igennem historien eller nogen helt præcis vejledning til hvordan danefæ skal værdisættes. Danefæ er jo ofte unikt og kræver derfor en unik værdisætning.

Men der findes afgørelse, hvor en danefæ-modtager var utilfreds med sin danefægodtgørelse og klagede over dens størrelse. Det blev jeg opmærksom på da jeg i sommerferien sad på en strand i Kroatien og læste 2-binds værket om Danmarks Middelalderskatte c.1050-c.1550. Nærmere betegnet i en fodnote til Lundby Krat skatten, fra ca. år 1100, som blev fundet i 1980 i Lundby Krat ved Gistrup.

Bronzecelte

2 stk. celte i bronze, fundet ved Lusehøj på Sydfyn, yngre brozealder, ca. 800 f. kr., danefægodtgørelse kr. 7.000. Foto: Nationalmuseet

Lundby Krat sagen

Det der skete i Lundby Krat var at en nordjysk detektormand ved navn Laurits Møller i efteråret 1980 finder en fantastisk spændende vikingeskat bestående af 239 mønter, heraf flere meget sjældne, samt en mængde brudsølv og -guld. Fundet behandles fuldstændig korrekt af Laurits Møller, som straks tildækker det og tilkalder myndighederne.

I alt indeholder skatten 28,9 gram guld og 411,9 gram sølv, inkl. mønternes vægt.

Rigsantikvar Olof Olsen tildeler Laurits Møller en danefægodtgørelse på kr. 20.000 for dette fund, baseret på fundets metalværdi plus en dusør for findeløn og korrekt behandling af fundet. Denne godtgørelse er Laurits Møller dog ikke tilfreds med, idet han mener at bør tildeles en danefægodtgørelse svarende til fundets antikvitetsmæssige værdi, som skønnes at ligge langt højere. Beløb på op mod 2 millioner nævnes i dialogen.

Herunder føler i punktform de 2 lejres argumenter som de blev stillet op i 1981:

Laurits Møllers argumenter i Lundby Krat-sagen

• Finderen af danefæ har ifølge lov af 1752 krav på at ”nyde efter dets værd fuldkommen betaling”, svarende til dets værd i handel og vandel

• Godtgørelsen på kr. 20.000 svarer kun til 1-2 procent af fundets værdi (som dermed må ligge på op mod kr. 2.000.000).

• Nationalmuseet har i mange tilfælde tidligere solgt ud af mønskatte til handelsværdien / antikvitetsværdien

• Nationalmuseet fastsætter danefædusører vilkårligt og tilfældigt (eksempler gives)

• For lave danefægodtgørelser vil friste findere til at understikke (stjæle) danefæ og dette finder allerede sted i vid udstrækning

• Hvis en skat som Lundby Krat-skatten var blevet understukket ville det have skadet den historiske videnskab

• Laurits Møllers holdning støttes af Dansk Møntsamler Union

Rigsantikvarens argumenter i Lundby Krat-sagen

• Rigsantikvaren afgør danefægodtgørelsers størrelse i samråd med den eller de afdelinger på Nationalmuseet, der har faglig interesse i de pågældende fund

• Danefædusører beregnes som fundets ædelmetalværdi, i dette tilfælde med en sølvværdi på kr. 1.485,00 og en guldværdi på kr. 3.150,60, i alt kr. 4.635,60

• Hertil lægges (i nyere tid) en findeløn/dusør hvis størrelse afhænger af det fundnes sjældenhed og den omsorg hvormed finderen har taget vare på fundet, i denne sag tillægges kr. 15.364,40 slåedes at danefægodtgørelsen bliver på i alt kr. 20.000

• Fundets handelsværdi / antikvitetsværdi spiller ingen rolle i værdisættelsen

• En teoretisk salgsværdi på op mod kr. 2.000.000 forekommer optimistisk, idet prisen ved salg af nr. 78 af den sjældne Erik Ejegod-mønt fra Randers, som indgår i skatten, næppe vil være lige så høj som for den første.

• Danefægodtgørelsen på kr. 20.000 er et af de største beløb Nationalmuseet nogensinde (i 1981) har udbetalt som danefægodtgørelse

• Det er ikke muligt at udbetale en værdi svarende til antikvitetsprisen, efter disses himmelflugt og det er tvivlsomt om dette nogensinde har været praksis

• Det vil være ejendommeligt, hvis Nationalmuseet skulle følge handelspriser, hvis høje niveau alene skyldes det forhold at danefæbestemmelserne forhindrer tilgangen af ”nye” mønter til markedet

• Der er i de senere år sket en gradvis forhøjelse af den del af danefægodtgørelsen der gives ud over metalværdien idet Nationalmuseet ønsker at forebygge fristelse af svage sjæle til at understikke fund, men Nationalmuseet ønsker ikke engelske tilstande, hvor museerne skal betale markedspriser, hvilket har skabt en folkebevægelse af skattejægere der gennemroder Englands jord

• Danefægodtgørelsen er en præmie for fremdragelse af et fund der ifølge loven tilhører Kongen (staten), der er ikke tale om et køb eller en ekspropriation af noget der tilhører finderen

• Danefægodtgørelsen er skattefri

• Rigsantikvarens holdning støttes af Dansk Numismatisk Forening og Kammeradvokaten

Solvognen

Solvognen, i bronze og guld, fundet i Trundholm Mose i 1902, bronzealder, danefægodtgørelse kr. 500. Foto: Nationalmuseet, downloadet fra Flickr

Sagen ryger i landsretten som forhøjer dusøren

Laurits Møller indbringer i 1986, 5 år efter fundet af skatten, sagen for retten og kræver i den forbindelse at danefægodtgørelsen hæves til kr. 780.000. Laurits Møller fører selv sagen, uden hjælp fra en advokat. Sagen belyses grundigt og forskellige nye oplysninger kommer frem.

  • Arne Bruun Rasmussens Kunstauktioner vurderer Lundby Krat skatten til at have en  handelsværdi på i alt kr. 1.195.000 og mener desuden at dette er en meget forsigtig prisansættelse. Han vurderer, at selv om der er mange dubletter i fundet vil alene den kendsgerning af mønternes proveniens (fundsted/fundomstændigheder) er kendt være med til at holde priserne på mønterne oppe.
  • Jørgen Steen Jensen fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling forklarer at der siden 1800-tallets begyndelse kun er udbetalt danefægodtgørelse med ædelmetalværdien, nogle gange med et mindre omhutillæg. Han oplyser desuden at der er tendens til at fund med stor metalværdi udløser en lille dusør og at fund med lille metalværdi giver en forholdsvis større dusør (oven i ædelmetalværdien). Han giver desuden flere eksempler på dette:
    • 1967: 40 kilo mønter fra ca. 1360 udløser kr. 80.000, metalværdien er ca. kr. 25.000 (Kirialskatten)
    • 1968: Mønter og sølvtøj fra ca. 1650 udløser kr. 24.000, metalværdien er ca. kr. 20.000
    • 1975: 10 kilo mønter fra ca. 1640 udløser kr. 16.000, metalværdien er ca. kr. 8.000
    • 1981: Et guldarmbånd udløser kr. 100.000 svarende til metalværdien (den højeste danefægodtgørelse der er udbetalt på dette tidspunkt)
    • 1982: 1800-1900 sølvmønter fra Læsø fra 1672 udløser kr. 50.000, metalværdien er ca. kr. 40.000
  • Jørgen Steen Jensen oplyser desuden at Nationalmuseet indtil 1892 har tilbageleveret de mønter man ikke ønskede at beholde (fx. dubletter) og at man kun udbetalte danefægodtgørelse for de mønter man beholdt. Han bekræfter desuden at man indtil 1921 har afholdt auktioner, hvor man har bortsolgt dubletter, hvilket dog ikke er sket siden.
  • Det kom desuden frem at Gundestrupkedlen i 1891 udløste en danefægodtgørelse på kr. 1.188 i metalværdi med et tillæg på kr. 100.
  • Samt at “Solbilledet fra Trundholm” (Solvognen) i 1902 overvejende var af bronze + for kr. 80 guld og udløste en dusør på i alt kr. 500.

Summa summarum: Landsretten forhøjer d. 17. august 1987 danefægodtgørelsen for Lundby Krat skatten med kr. 100.000 til i alt kr. 120.000 og pålægger Nationalmuseet at dække Laurits Møllers sagsomkostninger på kr. 8.000.

Gundestrupkedlen Petrus Gricola

Gundestrupkedlen, ca. 9 kilo forgyldt sølv, fundet ved Gundestrup i Himmerland 1891, 100 f.kr. danefægodtgørelse kr. 1.288,  Foto: Petrus Gricola, downloadet fra Flickr

Sagen ankes til Højesteret

Kammeradvokaten anker i 1987 sagen til Højesteret med forventning om dom i efteråret 1988. Men sagen trækker ud og der falder først dom d. 22. januar 1991, 10 år efter skattens fremdragelse. Det kommer i denne sag frem at der var sket en hørefejl i Landsretten, som dermed troede at danefægodtgørelsen for Kirialskatten fra 1967 var 3 gange højere end den reelt var (80.000 i stedet for 24.000).

Laurits Møller hyrer i denne omgang en advokat og øger sit krav til kr. 1.175.000.

Højesteret afgør på  baggrund af den fremførte dokumentation at Rigsantikvarens oprindelige fastsættelse af danefægodtgørelsen var korrekt og skulle fastholdes. Med andre ord, de oprindelige kr. 20.000 i danefægodtgørelse står ved magt og Landsrettens afgørelse skrottes.

Enhver tvivl om grundlaget ved fatsættelse af danefægodtgørelser er med dommen endegyldigt fjernet.

Spørgsmål til Nationalmuseet

Efter at have læst om Lundby Krat-sagen fik jeg lyst til at vide mere. Sådan kan det gå. Jeg tog derfor i midten af august 2012 kontakt til Nationalmuseet med en række spørgsmål, som er gengivet herunder.

Nationalmuseet er en travl institution, som bad mig være tålmodig, hvilket jeg bekræftede, at jeg ville.

Jeg har dog allerede i slutningen af november 2012 modtaget svar fra Nationalmuseet og disse svar er indsat under de enkelte spørgsmål. Ikke alle spørgsmål er endnu besvaret, men jeg håber da at modtage resten af svarene på et tidspunkt, selvom jeg medgår at de til en vis grad er hypotetiske 🙂

Nationalmuseet

Nationalmuseet, Foto: Nationalmuseet, downloadet fra Flickr

1. Allan Faurskov: Hvor mange stykker danefæ indleveres årligt til Nationalmuseet?

Nationalmuseet: Der bliver årligt på Nationalmuseet modtaget betydeligt flere genstande til danefævurdering end det antal, som rent faktisk erklæres for danefæ. En nøjagtig opgørelse af antal genstande, der ikke erklæres for danefæ og derfor returneres til de lokale museer, foreligger ikke, men vi skønner, at der på de to samlinger Danmarks Oldtid og Danmarks Middelalder og Renæssance returneres ca. tre gange så mange stykker ”ikke danefæ” som det antal genstande, der ender med at blive erklæret for danefæ.

I 2011 blev der i Danmarks Oldtid og Danmarks Middelalder og Renæssance henholdsvis erklæret 459 og 284 genstande for danefæ. I forhold til disse i alt 743 stk. danefæ blev der altså returneret mindst tre gange så stort et antal ”ikke danefæ” – dvs. omkring 2.229 fundstykker.

 

2. Allan Faurskov: Hvor mange forskellige personer har indleveret disse fund?

Nationalmuseet: Antallet af findere, der har fået udbetalt danefædusør i 2011, er 194.

Penny longcross bagside edward ii

Longcross Sterling, fundet ved Søballe, Edward II, 1302-1335, danefægodtgørelse kr. 200

 

3. Allan Faurskov: Findes der en oversigt over fundenes fordeling på fx. mønter, smykker, våben, tidsaldre etc.?

Nationalmuseet: Fundene af danefæ for 2011 fordeler sig således på Nationalmuseets tre danefæhavende samlinger:

  • Den kgl. Mønt og Medaillesamling: 2.289 stk.
  • Danmarks Oldtid: 459 stk.
  • Danmarks Middelalder og Renæssance: 284 stk.

I 2011 indkom til Den kgl. Mønt- og Medaillesamling 2.289 mønter fra 341 forskellige nye fund. Inklusive møntfund fra tidligere år behandledes i løbet af året 3.253 mønter fra 402 indsendelser, der i alt blev til 368 nye hovednumre i Fundprotokollen (FP 8503-8870).

 

4. Allan Faurskov: Bliver danefædusører i dag stadig udbetalt på baggrund af principperne fra højesteretsdommen fra 1981, dvs. baseret på metalværdien + en dusør for korrekt behandling af fundet?

Nationalmuseet: Danefædusørens størrelse er resultatet af en individuel vurdering, hvori indgår metalværdi, kulturhistorisk værdi og finderens omhu i forbindelse med sikring og håndtering af fundet.

 

5. Allan Faurskov: Hvor stor er omtrentligt den typiske/gennemsnitlige danefæ-dusør?

Nationalmuseet: Den gennemsnitlige danefædusør for 2012 er 251 kr.

 

6. Allan Faurskov: Hvad er den største danefæ-dusør der er udbetalt?

Nationalmuseet: Den største dusør, Nationalmuseet har udbetalt for et fund, er 200.000 kr.

 

7. Allan Faurskov: Er det korrekt opfattet at et hypotetisk fund af det 3. guldhorn på 3,5 kilo vil udløse en danefædusør på 3.500 x guldpris pr. gram + dusør for korrekt behandling af fundet? Og dermed “sprænge budgettet” om jeg så må sige :-)?

Nationalmuseet: Størrelsen af den hypotetiske danefædusør på et nyt guldhorn kan vi ikke udtale os om, men vi kan godt sige, at den vil overstige metalværdien.

Guldhornene

Det første guldhorn (det lange), Gallehus: 1 skørt i danefægodtgørelse til Kirsten Svendsdatter i 1639
Det andet guldhorn (det korte), Gallehus,: 200 rigsdaler til Erich Lassen i 1734
Samlet vægt, cirka 7 kilo guld

Det tredje guldhorn: Vi får se, vi får se 🙂 Foto: Nationalmuseet, downloadet fra Flickr

 

8. Allan Faurskov: Vil et lige så teoretisk fund af det 1. sølvhorn på 3,5 kilo udløse en danefædusør på 3.500 x sølvpris pr. gram + dusør for korrekt behandling af fundet? Dvs. væsentligt mindre, idet sølvprisen pr. gram er ca. 2% af guldprisen?

Nationalmuseet: Størrelsen af den hypotetiske danefædusør på et sølvhorn kan vi ikke udtale os om, men vi kan godt sige, at den vil overstige metalværdien.

Vikingesmykke

Vikingesmykke, Odin-dobbeltansigt, fundet ved Nr. Vissing, 900-tallet: Danefægodtgørelse kr. 1.000

Min Personlige Konklusion

Enhver kan jo så drage sine egne konklusioner på ovenstående.

Min personlige konklusion er, at gældende danefæ praksis er et rigtigt godt system, som fungerer stort set efter hensigten. Danefægodtgørelsen belønner på en god måde de entusiaster og heldige borgere, der finder et stykke kulturarv, ved at give en smuk findeløn til finderen (ikke lodsejeren, skattevæsenet eller andre), men frister ikke folk uden interesse i historien til at kaste sig ud i en skattejagt i ordets negative betydning, hvor pengene går forud for den nationale arv.

Det er min personlige erfaring, at danefægodtgørelsen er en dejlig gevinst, men at det er mindst lige så vigtigt at modtage det danefæbrev fra Nationalmuseet, som på en anderkendende måde giver en ekspertvurdering og særdeles kyndig beskrivelse af det fund der er gjort.

En forhøjelse af danefægodtgørelsen ville på mange måder være rimeligt, men hvis den forhøjes for meget vil det næppe kun være af det gode, da det kunne friste folk der vejer økonomi højere end historisk interesse til at drage ud med detektoren. Det ville nok være mere givende for amatørarkæologien i Danmark, hvis Nationalmuseet fik ressourcer til en hurtigere sagsbehandling på Nationalmuseets tre danefæhavende samlinger, men det er jo en helt anden historie…

 

Litteraturhenvisninger

Numismatisk rapport, Olsen, Olaf Danefæ-sagen fra Nordjylland 1981 Årg. 4, nr. 2 (1981) S. 12-25

Numismatisk rapport, Danefæ-sagen fra Nordjylland 1987 Årg. 10, nr. 2 (1987) S. 77-82

Nordisk Numismatisk Unions medlemsblad, Steen Jensen, Jørgen Dom i Højesteret om danefægodtgørelsen for Lundby Krat fundet 1991 1991, nr. 3 S. 55-57

(Ovenstående artikler kan downloades fra Statsbibliotekets hjemmeside (opret login, søg/find, bestil, modtage e-mail, log ind, print))

Danefæ, Skatte fra den danske muld, 2010, Nationalmuseet, side 21-24 “Nuværende danefæpraksis”, Jens Christian Moesgaard, Anne Pedersen og Peter Vang Petersen

Danmarks middelalderlige skattefund, ca. 1050-1550, 2 bind. København 1992, Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, Jørgen Steen Jensen, Kirsten Bendixen, Fritze Lindahl, Niels-Knud Liebgott, under medvirken af Keld Grinder-Hansen og Gert Posselt,

 

 

 

 

 

 

En tanke om "Danefægodtgørelser"

  1. Pingback: Allan Faurskovs detektorside » Danefædusørers størrelse

Der er lukket for kommentarer.

Metaldetektor oplevelser og erfaringer