Menu Luk

Øvepladsen

Nr. Vissings fællesarealer

I løbet af sommeren 2009 tilbragte jeg ofte et par aftentimer på Nr. Vissings fællesarealer med detektoren. Det var nemlig et godt sted at øve sig i at finde mønter.
Her spilles der fodbold om sommeren og der har været en del trafik de sidste 25 år. Og når det er fugtigt er det nemt at grave, uden at lave skader på græsset.

I løbet af sæsonen fandt jeg ca. 200 mønter, langt de fleste var små, gængse mønter (25-ører, 50-ører, 1-kroner) men der var også nogle mere spændende mønter.
Den mest spændende var en 16-skilling fra 1814, næstmest spændende var en 4-skilling fra 1856 (på en anden legeplads i byen). Resten var nyere end 1950.
Og så var der en tegnebog med mønter fra 1980´erne (10, 5, og 1-kroner, 25-ører mv.).
Og et hundetegn med navn og telefonnummer (hunden er ikke mere, men ejeren blev glad).

Ny detektor = nye fund

Jeg gik ret minutiøst over arealet med min Garret Ace 250, dog kun på den ene led.
Der var naturligvis meget affald, ikke mindst kapsler og dåsestrips. Alt affaldet tog jeg med i min spand.
Senere på året købte jeg en X-Terra 705 og så kunne jeg igen finde mønter, hvor jeg allerede havde været. Ofte 10-ører og andre små mønter.
Alle kobbermønter havde Garret 250´eren dog allerede taget. Dem er den skrap til.

Nyt søgehoved = nye fund

Det er heller ikke lige meget om jeg bruger det store 7,5KHz DD-søgehoved eller det lille 18,75 KHz DD-søgehoved.
Selv om jeg har været der med det ene, så finder det andet alligevel altid noget.
Ergo – hvis du har fundet et godt sted, så er det mest optimale, at gå over stedet flere gange.
På den ene og den anden led og med forskellige søgehoveder og måske endda forskellige detektorer.

Herunder er nogle af de nævnte mønter, dog har fruen fået 20´erne på et taktisk godt tidspunkt (dagen før jeg købte den “dyre” X-705´er…).

Mønter fundet med metaldetektor