Hvor må man gå?

De 2 nemme detektor-huskeregler

Hvor må man egentlig må gå med sin detektor. I bund og grund er det meget enkelt. Der er 2 helt grundlæggende regler:

  1. Du må nemlig gerne gå alle de steder, hvor du har fået lov til at gå.
  2. Du må ikke gå alle de steder, hvor du ikke har fået lov til at gå.

Vær desuden altid opmærksom på § 29 f i Museumsloven (www.retsinformation.dk), den lyder sådan her: 

§29 f
På fortidsminder og inden for en afstand af 2 m fra dem må der ikke foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må heller ikke anvendes metaldetektor.

Mark ja, gravhøj nej!

Hvis du i et svagt øjeblik skulle føle dig fristet til at gå et sted, hvor du ikke har fået lov, så prøv at tænk det igennem:

  • Hvad nu, hvis du finder noget fantastisk? Fx. en guldring fra jernalderen. Så bliver du jo nødt til at fortælle, hvor du har fundet den. Og så får du en bøde fra Nationalmuseet, i stedet for en dusør. Vanære i stedet for hyldest? Uha da!
  • Og hvis du ikke fortæller nogen, at du har fundet den, hvilken glæde har du så af guldringen? Så kommer den til at ligge i en skuffe. Eller du bliver nødt til at sælge den til spotpris til en kriminel og til en uvis skæbne. Dermed har du startet en ond cirkel af forbrydelser. Vestre Fængsel, celle 13 kan skimtes i horisonten!
  • Eller hvis du siger, at du ikke kan huske præcis, hvor du fandt den, eller at du har fundet den i en skuffe i et dødsbo, så er det for det første historieforfalskning og for det andet mister fundet en meget, meget stor del af sin arkæologiske værdi, idet fundstedet jo dermed er ukendt.

Den gode nyhed er, at du med en lille arbejdsindsats kan få lovlig adgang til at gå masser af spændende steder.

Marker

Et af de mest oplagte steder at søge med sin detektor er på markerne. Der er masser af marker i Danmark. Masser. Og der er masser af landmænd, i fagsprog kaldet ”lodsejere”.

Mange detektorfolk på nyhøstet mark

Min oplevelse er, at de fleste lodsejere siger ja, til at du må søge på deres marker. Mellem 50 og 75% af dem jeg spørger siger umiddelbart ja med det samme. Dem der siger nej kommer med forskellige begrundelser, fx:

  • Der går i forvejen en eller flere detektorfolk på markerne
  • Lodsejer søger selv med detektor
  • Bekymring for, at fund af gamle genstande udløser kostbare udgravninger
  • Jægere der betaler for jagtretten vil ikke have andre gående på markerne

Det skal man naturligvis respektere, men man må jo gerne forsøge at stille et par uskyldige spørgsmål. Hvis der er andre der søger på markerne, så spørger jeg evt. om det måske er nogen jeg kender og om jeg må ringe igen om et par år eller tre, for at høre om detektorfolkene stadig er interesseret i markerne. Nogle detektorfolk søger kun 1-2 gange på en mark, hvorefter de opgiver den og søger andre græsgange.

Hvis der er bekymring omkring omkostninger til udgravninger forsøger jeg at sætte lodsejer ind i reglerne for udgravninger. Lodsejer skal kun betale for udgravninger, hvis han destruerer fortidsminder, typisk i forbindelse med byggeri. Hvis en detektormand finder genstande som udløser en udgravning, hvilket sker meget sjældent, så skal lodsejer ikke betale en krone. Læs mere om dette i Museumsloven samt min tolkning af Museumsloven på denne side

Det er min erfaring, at det er nemmest at få lov til at søge, hvis du henvender dig til lodsejere i dit eget lokalområde, men også at det øger succesraten, hvis du har sat dig ind i de historiske forhold omkring det pågældende lokalområde. Fx. ved at medbringe udskrifter af gamle kort over området.

Smuk natur

Jeg vil normalt anbefale, at du møder op hos lodsejeren i stedet for at ringe eller skrive. Det giver en god dialog og tit får du spændende oplysninger om området. Jeg har dog prøvet at ringe og skrive, både brev og e-mail, alle 3 metoder med succes, så det kan også lade sig gøre. Nogle marker dyrkes ikke af ejeren selv. Så må man også have fat i ham, der har forpagtet jorden. Det er vigtigt at have aftalerne på plads med begge. Husk også at spørge om du må søge på marker med afgrøder.

Typisk kan man gå på markerne fra afgrøderne er høstet og langt ind i foråret, hvor de nye afgrøderne bliver for høje. Græsmarker kan man gå på hele året, men hvis græsset bliver for højt, duer det ikke. Så må man satse på, at der kommer nogle sultne heste eller køer på marken eller at der bliver slået hø. Majsmarker bliver først tilsået i starten af maj, så her kan man jo afslutte forårssæsonen. Til gengæld bliver majsstubbene ofte stående i lang tid efter høst, så man skal kende sin besøgstid på de majsmarker.

Strande

Stranden er et dejligt sted at gå med detektor. Det er min oplevelse, at mange detektorfolk, især begyndere, bruger strande som trænings-områder. Det er let at grave i sandet, næsten hele året rundt, så det er et oplagt sted at gå, når markerne står med afgrøder. Der kan være sjove ting at finde, både mønter, kapsler, dåser, dåse-strips, hundetegn og, hvis du er heldig, et par smykker. Større værdier skal afleveres på hittegodskontoret jf. reglerne om hittegods og tilhørende findeløn, alt potentielt danefæ skal afleveres på museet.

Typiske strandfund

På en god strand kan du finde mellem 0 og 100 kroner i timen, primært i det område, der er mest befærdet. Efterhånden nok nærmere 0 end 100 kroner, nu hvor folk efterhånden ikke længere bruger kontanter. Ofte er der raslet et par mønter ud af folks shorts dér hvor de har siddet og puttet sig lidt for vinden, når det er blevet lidt køligt.

Du bliver altså ikke rig, men får masser af frisk luft. Og måske en lille snak med nogle af de mange forbipasserende. Ikke mindst børn og nysgerrige kvinder.

På stranden skal man faktisk også have lov til at grave. Her skal man normalt have fat i kommunen eller Naturstyrelsen. Vær opmærksom på, at nogle strande er ejet af en privat lodsejer, som du så skal have opsporet.

Skove

Skovene er gode at søge tilflugt i, når der blæser en kold vind, eller når afgrøderne står højt på markerne. De er ofte, fra gammel tid, hvor alle havde brug for lidt skov for at skaffe træ og brænde, delt op i mindre, aflange matrikler, så her skal du måske have fat i en hel stribe forskellige lodsejere.

På mission for museet i en skov

Sørg for at få et par skovstier med i porteføljen. De er ofte meget gamle og fulde af spændende mønter, knapper, fiskekroge, cykelklokker og hvad ved jeg. Hvis du kan finde en åben plads i skoven, hvor der har været noget trafik gennem tiden, så er det også et hit. Eller måske en lille strand, der ligger ned til den lokale skovsø. Der må helst ikke være for mange grene og træer, for så kan du jo ikke svinge med detektoren. Ofte kan du i skovens dybe, stille ro gå i fred i timevis og nyde nogle dejlige stunder med detektor, kaffe og måske et lille cognac-marcipanbrød.

Vær opmærksom på myg! Skove er i min optik mest interessante om vinteren, når markerne er kolde og vindblæste – og når myggenes små blodsugende snabler er frosset til is.

Når du søger i skove kan du med fordel medbringe en gravekniv, da der kan være rødder, som ikke altid er venner med din spade. Med en gravekniv har du bedre mulighed for at omgå rødderne, uden at beskadige dem. En anden sjov ting ved rødder er, at de er runde. Det betyder, at hvis du har fået signal fra en patron, men spejder efter en mønt, så kan du godt komme til at bruge lidt tid, før du opdager din fejl. Så husk pinpointeren.

Genstande fundet i skoven er ofte mere anløbne end genstande fundet på markerne, da skovbunden, ikke mindst i granskov, er mere sur end jorden på dyrkede marker, hvilket påvirker nogle metaller.

Klassisk kondom-æske

Parker og plæner

Jeg bor i en lille landsby, hvor der ikke findes store, fine parker. Vi har til gengæld et par legepladser, så her har jeg øvet mig lidt med detektoren. Med stor succes, her har jeg fundet masser af mønter.

Min holdning til parker og fællesarealer er, at du skal være lidt forsigtig med at gå sådanne steder. Også selv om du dækker pænt til efter dig selv. Vær sikker på at de lokale synes det er en god ide. Du skal i hvert fald have et nik fra grundejerforeningen eller ejeren, ofte den lokale kommune, før du søger i et sådant område.

Jeg holder mig til steder, som jeg kender og hvor jeg selv hører til. Jeg kunne ikke finde på at grave på en græsplæne uden for mit lokalområde, med mindre det er på anmodning fra det lokale museum, ejeren af området eller for at lede efter et specifikt mål, fx. et tabt smykke, i et afgrænset område.

Hundetegn

Det kan være en god ide at afsøge en gammel græsplæne, fx en plæne der hører til en gammel gård eller måske endda en præstegård. Her kan man være heldig at finde mønter, smykker og andet godt fra de mange år græsplænen har fungeret som rekreation for børn og voksne i alle aldre. Men sikkert også diverse fine søm og skruer fra håndværkere der har repareret på tag og vinduer gennem årene.

Når jeg søger på en sådan plæne forsøger jeg at time det således at plænen ikke er for tør, for at undgå at efterlade ”gule pletter”. Hvis plænen er godt fugtig kommer den sig nemlig meget hurtigere, efter at jeg har gravet et hul, faktisk kan man dårligt se, at der er gravet, hvis ikke man ved det. En god måde at grave på er at bruge en lille, spids spade, grave 3 sider af de 4 og så ”vippe” græstuen op. Når fundet er sikret kan man så skubbe evt. løs jord tilbage i hullet og vippe græstuen 100% på plads igen. Den bevarede bro af græs på hullets 4. side vil hjælpe med at sikre at græsset ikke går ud.

Gravhøje

Det er naturligvis strengt forbudt at søge på en gravhøj. Alle gravhøje er fredet indtil 2 meter fra gravhøjens fod. Dette gælder også rester af nedbrudte gravhøje der kan erkendes i skovbunden. Eneste undtagelse er de længst overpløjede gravhøje som mere eller mindre tydeligt kan fornemmes ude på de dyrkede marker. Disse er et vist omfang er angivet på Fund og Fortidsminder som blå prikker.

Hvis du kan finde noget fra en overpløjet gravhøj er det til gengæld nærmest at betragte som en redningsaktion, idet de små metalgenstande efterhånden går til grunde, når de er pløjet op. Hvis du støder på sådanne genstande (bronzegenstande, celte, stangknapper, dobbeltknapper, rageknive etc.) skal du naturligvis underrette museet.

Forbudt at søge på gravhøje

Fredede arealer

På flere af de mange kort på internettet, fx. Danmarks Miljøportal, kan du se, hvis der er fredede områder ud over gravhøjene. Fx. kirkegårde og voldsteder. Man må heller ikke søge med metaldetektor inden for en afstand af 2 meter fra en kirkegårdsmur og naturligvis heller ikke inde på selve kirkegården.

Der kan være områder, hvor det blot er udsigten, der er fredet. Det er typisk dyrkede marker ved siden af kirker eller en radius af 50 meter fra en gravhøj, og her må man gerne gå med detektor. Men det fx ikke tilladt at bygge en lade eller en villa.

Husk, at det er meget sjovere at søge med sin detektor, når man har god samvittighed

Ligner voldsted, men er blot gamle fiskedamme

En tanke om “Hvor må man gå?”

  1. Pingback: Allan Faurskovs detektorside » Hvor må man gå med detektor

Der er lukket for kommentarer.

Metaldetektor oplevelser og erfaringer