Menu Luk

How to find a lodsejer

Update februar 2024:

Prøv at se disse 3 apps, de er bare gode: https://www.bondejern.dk/detektor-tips/3-vidunderlige-detektorapps/

Update september 2021:
Danmarks Arealinformations link til OIS virker pt. ikke, afventer vist nok at OIS bliver opdateret til en ny kommende standard 🙁
Jeg er i stedet begyndt at bruge appen “Find Ejeren” på min smartphone, den er nærmest selvforklarende.

PS: Opskriften herunder til at finde ud af, hvilke marker der hører til en ejendom virker stadig fint. 

Hvem ejer marken?

Det er gennem kvindens læber, at man mærker Guds åndedrag, det ved alle. Men hvordan finder man en lodsejer?

Problemet er velkendt. Man står og skuer fredeligt ud over en perfekt mark, imens man passer sine egne sager. Man fornemmer historiens vingesus. Man aner det 3. guldhorn, der stikker sin gyldne, runeprydede numse op, et eller andet sted i mulden. Det er jo ikke fordi, man har decideret lyst til at afsøge marken, men man trænger!

Men hvem er ejeren af marken? Man ved det ikke! Den slags giver jo ikke sig selv. Det er der råd for. Det kan man nemlig finde ud af på internettet, og her er en lille rask opskrift på, hvordan du finder ud af det.

Hvad skal jeg bruge?

Du skal bruge flg. ingredienser:

  • 1 stk. PC
  • 1 stk. internet-opkobling
  • 1 stk. kuglepen, blyant  eller lignende skriveredskab til at notere lodsejerens navn og adresse ned med
  • 1 kop kaffe med tilhørende chokoladestykke (valgfri option)

Opskriften på at finde navn og adresse på en lodsejer

Her er først opskriften i hovedpunkter. Under punkterne kan du se en video, som viser, hvordan du gør.

  1. Start en browser, fx. Google Crome
  2. Gå til Danmarks Arealinformation (klik her)
  3. Klik på knappen “Værktøjer” i øverste, højre hjørne
  4. Klik på “Vis kortlag” i øverste venstre hjørne
  5. Sæt hak i ”Jordstykker (Matrikel)”
  6. Zoom ind til det jordstykke, du er interesseret i – rul med musen eller klik på + i øverste venstre hjørne
  7. Klik på ”Information (punkt)”
  8. Klik på marken du er interesseret i
  9. Klik på ”Jordstykker (matrikel)” for at udvide søgeresultatet
  10. Klik på matrikelnummeret som står med fed, øverst til venstre, for at se detaljer
  11. Klik på linket ”Se BBR-oplysninger på OIS”

Her får du adresse og navn på lodsejer. Så er det blot at finde telefonnummeret på www.krak.dk eller www.dgs.dk eller på anden vis.

Du kan også se i nedenstående video,  hvordan du gør – husk at vælge HD-kvalitet i nederste, højre hjørne.

Bonussøgning – hvilke øvrige marker hører til samme ejendom

Det er nu tid til at udnytte det nys frembragte momentum. Hvorfor nøjes med lillefingeren? Hvorfor ikke gå efter hele hånden? Den information du lige har fået kan du nemlig også bruge til en anden nyttig opgave. Du har mulighed for at se, hvilke matrikler der i øvrigt hører til den ejendom du er interesseret i. En bondegårds samlede arealer består jo som regel af flere matrikler.

Sådan gør du, for at se alle ejendommens marker:

  1. Kopier ejendomsnummeret (dobbeltklik på nummeret og tast Ctrl+C)
  2. Vælg menuen ”Søge og finde” for oven
  3. Klik på knappen ”Ejendomsnr.”
  4. Indsæt ejendomsnummeret (Ctrl+V)
  5. Klik på “Handlingsmenuen” (striberne til højre for matrikelnummeret) og vælg “Zoom til alle”.

Bemærk at du kan vælge forskellige kort i bunden af menuen til venstre, fx luftfotos eller historiske kort. Se i videoen herunder, hvordan du gør:

Pludselig får du et kongeligt overblik over gårdens matrikler, hvilket ofte er en blandet landhandel. Det betyder i praksis, at når du har fået en aftale med en lodsejer om at du må gå på hans marker, så har du et overblik over alle de marker og andre matrikler der tilhører den pågældende lodsejer.

Du kan også vælge at skifte til et andet kort, fx. et luftfoto eller et kort fra 1800-tallet.

Og det er da bare dejligt, ikke?

PS – Husk at spørge lodsejer, om der også er en forpagter, der skal tages i ed, inden du søger på marken!

Et par andre gode tips

Update marts 2020: – LIFA Kortviser, som beskrevet herunder, er nu ikke længere gratis. Man kan tegne et 3-årigt abonnement for 1-4 brugere for DKK 5.400 + moms. Det har jeg slet ikke råd til, så jeg bruger nu igen Arealinfo på Danmarks Arealinformation, som beskrevet ovenfor 🙁 

Der findes et andet godt site, der hedder LIFA Kortviser, http://www.kortviser.dk/,  hvor man kan få hjælp til sin research.

LIFA Kortviser findes f.eks. en nem måde at se en ejendoms samlede marker. Her findes nemlig en fiks og færdig menu, som man blot kan klikke på.

LIFA Kortviser kan du også få vist fortidsminder som blå og røde pletter. De røde er fredede fortidsminder, f.eks. gravhøje og kirker, de blå er ikke fredede fortidsminder, f.eks.  overpløjede gravhøje og tidligere detektorfund.

Hvis du aktiverer den rette menu kan du derefter klikke på de blå pletter og finde ud af om der fx er tale om detektorfund. Alternativt kan du gå ind på Fund og Fortidsminder og gøre det samme.

Se hvordan du gør i nedenstående vicdeo – husk at slå matrikler til i menuen ude til højre eller under søgningen!

 

 

2 Comments

  1. Pingback:Allan Faurskovs detektorside » How to find a lodsejer

  2. Pingback:Allan Faurskovs detektorside » How to find a lodsejer 2.0

Der er lukket for kommentarer.