Metaldetektor FAQ

Hvad spørger folk om, når jeg går rundt med min metaldetektor?

Det er min erfaring at de 4 mest stillede spørgsmål er dem jeg har angivet herunder. Jeg har også benyttet lejligheden til at skrive det svar jeg plejer at give.

Undskyld, må jeg spørge dig om noget?

Det er faktisk det mest stillede spørgsmål. Folk er altid så venlige, så det svarer jeg naturligvis altid ja til 🙂

Hvad leder du efter?

Når jeg leder på en mark med min metaldetektor leder jeg oftest efter gamle mønter, i sagens natur mest danske mønter, men jeg har også været heldig at finde bronzealderøkser, romerske mønter og gamle engelske mønter fra 1300-tallet.

Når jeg går på stranden med leder jeg mest efter nyere danske mønter, men ofte finder jeg også andre interessante ting, lige fra nyere udenlandske mønter til bogmærker, smykker, fiskeudstyr og bestik.

Hvor dybt går sådan en metaldetektor?

Hvis det er en mønt går den sjældent meget dybere end 20 cm, men det kommer an på møntens størrelse og kvalitet. En dansk 20 kr. mønt kan den finde i en pæn dybde. En lille 4-skilling i sølv giver ikke signal i nær samme dybde. Men hvis der ligger et kloakdæksel, en plov eller en nazi-ubåd under mulden kan jeg nemt komme til at grave mindst ½ meter.

Hvad koster den?

Den detektor jeg bruger er en Minelab X-Terra 705, som er meget populær blandt metaldetektor entusiaster og den har kostet ca. 6.000 hos detektorshop.dk. Og hvis jeg regner med at finde ca. kr. 50,00 i timen på en god strand, så der skal noget der ligner 40 vellykkede strandture á 3 timer til (på 40 forskellige, ikke-afsøgte strande) før den er betalt. Så det er ikke for pengenes skyld jeg går rundt med en detektor.

Mønter fundet med metaldetektor

Metaldetektor oplevelser og erfaringer