Jeg er så glad for min Deus

Det er nu (november 2020) 10 år siden jeg fik leveret min længe ventede XP Deus.

Hvorefter det var frostvejr i månedsvis….

Helt tilbage i februar 2011 skrev jeg en anmeldelse af vidunderet med titlen “XP Deus – fordele og ulemper“, men jeg synes, at det nu er på sin plads at skrive en retrospektiv hyldest til XP Deus, efter 10 års intensiv brug. Jeg er endda så glad for min Deus, at jeg har skrevet en hyldest-sang om apparatet, som du kan nynne med på, senere i denne artikel.

Den blev i sin tid leveret med 9” søgehoved, det lille WS4 headset (dengang af Jesper kaldet ”Nakkebøfferne”) og den nyskabende, opdatérbare kontrolenhed.

9″ på spil i granskov

Dengang var det helt nyt, faktisk en revolution at man kunne få en trådløs detektor. Underligt nok er det ikke noget, der har bredt sig ret meget til andre mærker, men måske har de bare svært ved at matche XP´s effektive løsning? Så vidt jeg ved har XP Deus stadig den bedste trådløse løsning på markedet, som endda nu også inkluderer en pinpointer, som sender lyden direkte ind i hovedtelefonerne.

13″ på møntjagt ved Hald Hovedgaard

Også Deus lethed var dengang en stor sællert, og er det stadig, selv om der var meget snak om, at den var for ”legetøjsagtig” i konstruktionen. Men tiden har jo vist, at den holder fint. Den kræver dog en smule vedligeholdelse, mere herom senere.

En tredje nyhed, der kom med XP Deus var muligheden for at opdatere softwaren via et USB-stik. Der kommer jævnligt, ca. hvert andet år, nye versioner af softwaren, med nye indstillingsmuligheder, opdateret hastighed mv. Man kan så vælge at opdatere eller at holde fast i den version man kender. Nogen ønsker at køre på nyeste version (det gør jeg) og nogle bliver mere eller mindre tvunget til at opdatere, hvis de da ønsker at kunne bruge de nye søgehoveder, der er kommet til hen over årene.

Kontrolenheden

Og så er der de genopladelige batterier, dem var der meget snak om, dengang. Kunne de holde? Ville de tabe styrke? Hvor hurtigt ville dette ske? Utrygheden var stor. Min erfaring med de genopladelige batterier er, at de beviseligt holder meget længe. Jeg har stadig de originale batterier i både kontrolenhed, WS-4 og 9” søgehovedet, og de fungerer fint. Jeg bruger ikke det lille søgehoved særlig meget mere, men kontrolenheden er jo med på marken hver gang og har dermed været brugt mere eller mindre ugentligt i 10 år. Og den holder stadig til mindst 1-2 hele dages brug på marken, efter en opladning.

Nostalgi
Vedligeholdelse af XP Deus

Udbud skaber sin egen efterspørgsel, sådan er kapitalismen. Siden 2010 har jeg, delvist som en konsekvens af dette, opgraderet porteføljen af XP Deus grej med jævne mellemrum:

  • 2010: XP Deus, kontrolenhed, WS4 headset
  • 2012: 13” søgehoved (34×28 cm) – søger dybere
  • 2013: WS5 høretelefoner (de store bøffer) – varmer ørerne om vinteren
  • 2014: 11” søgehoved (28 cm) – mellemstort og let
  • 2016: MI-6 pinpointer (vundet ved træf i England) – trådløs lyd i øretelefonerne
  • 2017: 9” HF-søgehoved, rundt (22 cm) – højere frekvenser finder mindre metalstykker
  • 2020: 9” HF-søgehoved, ovalt (24×13 cm) – endnu højere frekvenser og suveræn at pinpointe med
XP Deus parade

Desuden har jeg gennem årene løbende opdateret og vedligeholdt udstyret, eksempelvis:

  • Nye ladeclips, når jeg har ødelagt de gamle
  • Ny front til kontrolenheden, da den blev for ridset
  • Nye ”skumfiduser” til ørebøfferne, når de blev for slidt
  • Magnetholder til kontrolenhed udskiftet med kliklås
  • Kliklåse til kontrolenhed skiftet et par gange, når de knækkede (man skal lige lære ”taget”)
  • Nye beskyttelsesskjold til flere søgehoveder, når de blev slidt – eller tabt
  • Ny bøjle til WS4-headsettet, den originale holder ikke evigt
  • Reparation af WS5-headsettet, da den ene side mistede lyden efter nogle år, kendt fejl
  • Ekstra skaft til XP Deus (så har jeg jo 2 detektorer med headset, dog kun 1 med kontrolenhed)
  • Dusinvis af nye armstopper til armstøtte

Jeg har ikke prøvet de nye X35-søgehoveder, så dem kan jeg ikke sige noget klogt om. I dag bruger jeg primært de 2 HF-søgehoveder. Mest den ovale, som er så utroligt nem at pinpointe med og så har jeg det runde HF-søgehoved med i bilen eller i en taske, som reserve.

En samling af søgehoveder

Jeg er generelt utroligt tilfreds med XP Deus og dens fundrate. Det er stabilt udstyr, som stort set altid fungerer. Et par enkelte svagheder kan jeg dog nævne, hvis jeg tænker lidt efter.

9″ i skov

For det første er det svært at finde ud af at oplade de hvide HF-søgehoveder. Jeg har jævnligt sat dem til opladning og set dem blinke på en måde som indikerede at de var fuldt opladet, for så senere på marken at konstatere at dette ikke var tilfældet. Jeg har ikke helt regnet ud, hvordan dette problem kan elimineres.

Rundt HF-søgehoved og golfbolde

Et godt råd er, at hvis de mistænkeligt hurtigt viser at de er fuld opladet, så prøv at tænde og slukke detektoren og sæt derefter søgehovedet til opladning igen. Og som plan B – hav et ekstra søgehoved med i bilen, just in case. Eller en oplader. Og husk for resten at tage din detektor ind fra bilen om natten, når det er koldt. Ellers er det min erfaring at det kan koste ganske meget på batterilevetiden. Dette gælder ikke kun genopladelige batterier, men også batterierne i en håndholdt GPS, eller en klassisk Garrett pinpointer.

11″ på stengærde i England

For det andet har jeg skiftet opladnings-clips en håndfuld gange, så vær forsigtig, når du sætter din Deus til opladning for at undgå skader. De små kobber-pins er nemme at bøje og det er heller ikke decideret umuligt at knække en af plastic-clipsene. Så er det sagt!

Betragtninger om XP Deus

Når alt kommer til alt må jeg dog sige, at jeg er mere end tilfreds med XP Deus og jeg har absolut ingen planer om at skifte den ud. Det skulle da lige være, hvis XP skulle lancere en mere moderne afløser. Man ved jo aldrig, mon ikke de har tænkt over mulige forbedringer gennem de seneste 10 år? I think so!

9″ i stub

Jeg nævnte tidligere, at jeg i virkeligheden har 2 x XP Deus. Det skyldes at jeg jo har 2 x headset, 2 x skaft og (mindst) 2 x søgehoveder. Der er jo ikke noget krav om en kontrolenhed, for at kunne bruge en Deus, alt kan styres fra høretelefonerne. Dermed kan du låne en detektor til en gæst eller nyde sikkerheden for, at du altid har en fungerende detektor med i bilen, hvis noget skulle gå i stykker.

WS4 headset
WS5 headset

En anden fordel ved 2 headsets er i øvrigt, at du jo kan koble dem på samme detektor og dermed dele lyd med en ikke-søgende gæst, uden at have højttaleren i kontrolenheden aktiveret. Lidt mere diskret og intimt end at gå med offentlig lyd på.

9″ på blød stub

Nævnte jeg at XP Deus er uovertruffent hurtig? Normalt går jeg med Reaktion (hastighed) sat til 2, men når der er mange signaler i jorden, så går jeg op på 3 og så kan Deus nemmere finde guldkornene mellem de mange signaler. På denne måde fandt jeg engang min hidtil eneste guldmønt i et meget metal-fyldt område.

13″ banditten i fri luft ved Vestervig Kirke

En sidste lækkerbisken fra XP er den trådløse pinpointer med det James Bond-agtige navn ”MI-6”. Ja, ja, – alle pinpointere er da trådløse, men MI-6 er så vidt jeg ved den eneste, der sender lyden direkte til dit trådløse headset, således at du ikke forstyrrer – eller tiltrækker – andre detektorfolk på marken, når du i virkeligheden bare ønsker at opgrave en håndfuld sølvmønter i fred og ro.

MI-6 pinpointer
XP Deus Hyldestsang

Da jeg gik i gang med at skrive denne artikel blev jeg pludselig inspireret til at skrive en lille sang om vidunderet. Her er den så:

Melodi, Jeg er så glad for min cykel af Poul Kjøller, tekst Allan Faurskov

Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring.
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

En Deus larmer ikke og bruger nul benzin,
den finder bly på marken og dåser smidt af svin.
Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

Min Deus finder fibler og pigens tabte ring,
den bruger ikke kabler og vejer ingenting.
Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

Og vil du sølvmønt finde, i Danmarks sorte muld,
du øger blot frekvensen og finder også guld.
Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

Dengang jeg gik med Minelab, min arm den var som bly,
nu lytter jeg til lærken med næsen højt i sky.
Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

Den elsker jomfrumarker, i jagten på en skat,
men søger om nødvendigt i dusk og stub og krat.
Jeg er så glad for min Deus,
jeg kommer hurtigt langt omkring
Det er fordi med en Deus
går det let som ingenting.

PS – Hvis du har en god sangstemme, så er du meget velkommen til at optage en lille sangvideo, så skal jeg gerne indlejre den her eller linke til YouTube! En oplagt træf-opgave 🙂

Rundt HF søgehoved på strand
Mine XP Deus indstillinger

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvordan jeg har indstillet min XP Deus, så kan du se indstillingerne i tabellen herunder (kolonne AF) – sammenlignet med det standard program der hedder GM Power. Jeg garanterer ikke at indstillingerne er gode, hvor du søger, men jeg er meget tilfreds med fund-raten:

DK UK GM Power AF
Display Display On On
Kontrast Contrast 10 10
Grafik Profile XY XY
Ens ID ID Norm Ja Ja
Frasortering Discrimination 6,8 0
Toner Tone 3 toner 4 toner
0-40 0-40 0-6,8/202 0-2,5/204
41-55 41-55 6,8-76/518 2,6-40/204
56-75 56-75 76-100/644 41-70/800
76-80 76-80 71-100/901
Følsomhed Sensitivity 90 95
Power TX Power 2 2
Frekvens Frequency 17,6 31,3
Jern Volume Iron Volume 3 3
Reaktion Reactivity 2 2
Jern filter Silencer 2 2
Lydrespons Audio Response 4 3
Audio overload Audio overload 1 1
Notch Notch 00-00 00-00
Jord Ground 90 86
9" i skov
XP Deus holder påske på Ærø

Metaldetektor oplevelser og erfaringer