Et par af de sædvanlige mistænkte måtte melde afbud til det årlige træf, til gengæld var der suppleret op med et par rutinerede nordmænd i forhold til vores seneste besøg i maj.
Dermed stod der igen dette efterår en imponerende søgekapacitet til rådighed for Michael Vinter og hans hede drømme om at få detektorafsøgt stadigt flere nye og gamle marker.
11. september, dag 1: Den polyedriske perle
Vi startede ved den forsvundne landsby Glistrup på det nordlige Samsø, hvor Nicolai for år tilbage har gjort ganske mange middelalderfund. Alle fund er gjort inden for et begrænset område, håbet var i dag at finde nye sådanne koncentrationer på nærliggende marker.
Der var enkelte fund på denne første mark. Nicolai fandt en borger og selv ramlede jeg ind i de yderst sørgelige rester af en 2-skilling fra 1677. Men dog med både II og 77 synligt, utroligt nok.
På vej til bilen var der et yderligere fund, nemlig snuden af en nøgle fra vikingetid/middelalder. Lidt har også ret!
Herefter krydsede vi nærmere ind mod Nordby, hvor en større, harvet rapsstubmark blev systematisk afsøgt til de glade toner af den løgoptagermaskine som huserede på nabomarken. Johnny har styr på det med borgerne og formåede at vride hele 2 styk ud af den gode mark.
I første spor ramte jeg en 20-sidet genstand, som ved første øjekast så for ny ud til at være ”noget”. Efter lidt research, og et jubelbrøl fra Claus Jørgensen, nåede vi dog i løbet af aftenen frem til, at der sørme er tale om en polyedrisk perle / vægtlod fra vikingetid / tidlige middelalder. Så lærte jeg også lidt i dag! Og ja, der kan godt være hul i et vægtlod.
Og endnu et nyt hak kunne herefter tilføjes min efterhånden ret mishandlede sengestolpe.
12. september, dag 2: Vikingehotspottet
Lørdag gik det løs ved Onsbjerg, hvor en mark i midten af byen blev afsøgt som den første. Ingen marker uden fund og her til morgen var det Lille Claus Jørgensen fra Fyn der slog til. Pludselig stod han og viftede med en fin vikingenøgle, eller i hvert fald et stort stykke af dens greb. Et meget smukt, næsten urnes-agtigt stykke.
Lokale Flemming fandt den obligatoriske borger, hvorefter vi var klar til at rykke videre til nye marker. Og dog! Først skulle vi da lige se Tommys fine fuglefibel, som dukkede op langt ude på marken.
Næste mark lå i gåafstand fra den forrige, sådan da. Til gengæld skulle vi blot søge i et par minutter, før Deres Udsendte stod med et fint stykke af et jernalderbeslag af en slags. Altså et af dem med drager, krummelurer, forgyldning og det hele. Desværre blot et fragment, men sådan er det jo altid.
Et øjeblik efter var det Dariusz´ tur til at gøre fine fund. Denne gang et solidt fragment af en flot pladefibel. Dariusz var effektiv og fik straks efter også vredet en lille ligearmet jernalderfibel ud af marken.
Efter en lang march op at vende i den anden ende af marken nåede vi langt om længe tilbage til udgangspunktet, som lugtede langt væk af jernalder/vikingetids-hotspot. Det syntes jeg i hvert fald.
Jeg valgte at fokusere på et lille højdedrag, hvor der ret hurtigt var gevinst igen. Denne gang et lille stykke grønt metal med noget der minder om et vikingefjæs. Måske en del af en trefliget fibel, det var der i hvert fald tanker omkring. Hos mig.
For lige at sætte det med vikingetiden på plads valgte jeg derefter at finde et dirhemklip. Det havde jeg tænkt på, kunne være en god ide, lige siden det forgyldte beslag dukkede op i starten af søgningen. Jeg ville jo gerne finde en gammel mønt og det var jo den slags mønter, man brugte, allerede i starten af vikingetiden. Et meget fint dirhemklip, synes jeg selv.
Hele 2 marker mere nåede vi at besøge denne lørdag. Først en mark beliggende ud til havet, helt derude hvor kartoflerne vendes. Her var smukt, så madpakkerne blev nydt i fulde drag. Men fund var der ikke rigtigt nogen af.

Herefter en lækker, lækker, lækker totalt stenfri mark, som dog tidligere på dagen var blevet pløjet og dermed var skyagtigt luftig at gå på. Den kunne det være sjovt at besøge på et tidspunkt, når den har sat sig. I dag kunne man dårligt tillade sig at tabe sin spade, så løs var jorden, at den simpelthen ville blive opslugt. Wegovy-detektorfolkene fik af samme grund slet ikke lov til at gå ud på den. Ingen nævnt, ingen glemt. Men Claus Jørgensen er ikke en af dem.
13. september, dag 3: Valkyrier
Søndagens søgning startede ved Nordby og allerede her kom de første antydninger af, at Kenny var begyndt at røre på sig med fundet af en usædvanligt flot møntlignende genstand. Ifølge Gemini taler vi her om en tysk regnepenning slået i Nürnberg af Hans Krauwinckel.
Herefter drog vi mod Mårup Havn, hvor målet var at finde spor efter en landingsplads på en af de nærliggende marker. Marken virkede ret gruset tæt ved vandet, men efterhånden som vi kom længere ind i landet blev den mere lækker. Og fund var der også. Tommy fandt et af de fine stykker med forgyldte krummelurer og det hele. Ikke så flot som min fra i går, men absolut godkendt 😊 Måske et stykke af en større fibel?
Der blev fundet hele 2 guds lam på marken, det ser man ikke hver dag. Først slog Jan Ewald til med en ordentlig krabat af et gudslam, et af de fine med kors på ryggen og det hele.
Herefter oplevede Claus Jørgensen for første gang i sit liv at finde et gudslam, så det var noget af en milepæl for den gæve fynbo.
Carina kom også på resultatlisten med fundet af en meget fin urnes-fibel, træffets første. Jeg nåede desværre ikke at få et foto af denne,så her er i stedet et foto af løgoptageren fra i går 🙂
Efter en lille præmieuddeling nåede vi frem til, at hotspottet i Onsbjerg fra i går godt kunne tåle en times ekstra opmærksomhed inden færgen gik fra havn. Det skulle vise sig at være en fin ide.
Der gik nemlig ikke særligt længe, før Kenny stampede træffets bedste fund op af vikingemulden. Dette var i form af en vaskeægte valkyriefibel, stort set intakt og med flot forgyldning og det hele. Der var en del kæber der gik i kælderen, efterhånden som fundet blev vist frem til de beundrende tilskuere, langvejs fra hidkaldt af vores egen valkyrie Carinas markante røst.
Arrangementet
Der er ved at være styr på de Samsø-ture. Fredag: Ringriderpølser grillet af Claus og Johnni. Lørdag: Oksebøffer, grillet af samme ekspertteam. Al grillning foregår på kul, da der ikke er en gasgril til rådighed.
Dertil lækre salater og desserter kreeret af vores allesammens Britta. Åh Britta! Denne weekends sukkergodbid bestod af assorterede, hjemmebagte roulader som forsvandt som dug for solen.
Og så er vi så heldige at have en Kenny, som har opnået en alder, hvor han står op klokken 5 om natten og benytter lejligheden til at tømme opvaskemaskinen og rydde op efter aftenens hygge.
Søren står som altid for logistikken, herunder indkøb af alt muligt i Tyskland, indkøb af præmier, håndtering af økonomien og transport af hele molevitten.
Og så er der jo arkæologen og Nicolai, som står for det med at skaffe marker til små 20 detektorfolk i 3 dage. Alt sammen yderst vellykket.
Lærestreger
Når du får chancen for at krydse et hotspot, så gør det. Det giver tit gevinst. Og hotspots er ofte større end man tror.
Mine fund
Mønter
- Dirhem-klip, vikingetid
- Penning (borgerkrigsmønt) 1241-1377, bronze
- 2 skilling 1677, Christian V, sølv
- 4 skilling 1854, Frederik VII, sølv
- 1 øre 1891, Christian IX, bronze
- 2 øre 1926-1929, Christian X, bronze
- 5 øre 1927-1941, Christian X, bronze
- 25 øre 1949, Frederik IX, kobbernikkel
- 1 øre 1948-72, Frederik IX, zink
- 1 øre 1948-72, Frederik IX, zink
- 25 øre 1966-1972, Frederik IX, kobbernikkel
Øvrige fund:
- Nøgle fragment, vikingetid/middelalder
- Vægtlod/perle, polyedrisk, 20 facetter, vikingetid/middelalder
- Forgyldt fragment, jernalder
- Trefliget fibel fragment, vikingetid
- Dirhemklip, vikingetid
- Knivskedebeslag, middelalder
- 3 x musketkugle, bly
Klik her for at se flere fotos fra turen

