Menu Luk

God detektorskik

Hvordan forventes man at opføre sig, når man går med detektor i Danmark? Det er der faktisk generel enighed om i “branchen”. Der findes op til flere sæt “etiske regler” og hver klub og Facebook-gruppe har sine retningslinjer, som deres medlemmer forpligter sig til at overholde. 

De forskellige regelsæt har mange fælles elementer. Der er langt hen ad vejen tale om uskrevne regler, som har vist deres værdi, forstået på den måde, at amatørarkæologer med detektor i dag betragtes som nyttige samfundsborgere, som i høj grad er med til at finde ny og værdifuld viden om Danmarks fortid. Dette sker netop fordi amatørarkæologerne, i samspil med en velfungerende danefælovgivning, agerer på en måde, der er til gavn for hele samfundet og til stor glæde for amatørarkæologerne selv.

Herunder vil jeg samle op på de forskellige regler for god detektor-skik jeg er stødt på, samt hist og her vove at tilføje mine personlige kommentarer og uddybninger. Der kan jo være rart at forstå reglernes ånd og ikke bare deres bogstav.

Hvad har vi her?

1. Hav dine tilladelser i orden

Sørg for at have tilladelse fra ejeren af det areal du gerne vil afsøge. Der er 2 simple grundregler at rette sig efter:

  1. Du må gerne gå alle de steder, hvor du har fået lov til at gå.
  2. Du må ikke gå alle de steder, hvor du ikke har fået lov til at gå.

Vær dog altid opmærksom på § 29 f i Museumsloven, den lyder sådan her: 

§ 29 f. På fortidsminder og inden for en afstand af 2 m fra dem må der ikke foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må heller ikke anvendes metaldetektor.

Faktum er, at hvis en detektorfører vader rundt på et område, hvor han ikke har lov til at gå, så er der meget stor sandsynlighed for at lodsejeren eller en af hans naboer undrer sig og måske vælger at konfrontere den pågældende forbryderspire. Eller måske nøjes med at skumle i smug.

Så har man pludselig en situation, hvor alle detektorfolk bliver sat i et dårligt lys. Sådanne lodsejere har jeg allerede mødt flere gange (altså hvor andre har dummet sig) og det kan godt være lidt af en op-ad-bakke-oplevelse. Spørg først, grav senere. Spørg både lodsejer og forpagter. Så har du ren samvittighed og du kan tilmed nyde oplevelsen fuldt og helt, når du finder noget.

En heldig dag?

2. Grav med forsigtighed

Grav ikke dybere end pløjelaget 
Hvis du graver dybere, risikerer du at forstyrre jordlag, der ikke har været vendt af ploven og den slags er forbeholdt museerne. Det kræver nemlig stor arkæologisk viden at tolke stolpehuller, gruber, voldanlæg, brandgrave og hvad ved jeg.

I øvrigt er det alt for hårdt og tidskrævende for os detektorfolk at grave længere ned end pløjelaget med vores små spader. Hvis vi koncentrerer os om at finde de metalgenstande der ligger i pløjelaget og overlader den underliggende jord til arkæologerne, så er der en virkelig god arbejdsdeling og alle er glade.

Grav ikke mere end højst nødvendigt. 
Jo mere øvet du bliver, jo mindre (og færre) huller behøver du at grave. Selvfølgelig er der fund der giver så åndssvage signaler, at man kommer til at grave lidt for store huller, men den slags situationer kan minimeres med lidt øvelse i at “krydse” og pinpointe. En dedikeret pinpointer er guld værd i den sammenhæng.

Dæk dine huller efter dig
Tag ikke fejl, det betyder noget. Det er ligesom at blinke i trafikken før du skifter vognbane på motorvejen. Ofte er det reelt set lige meget, men det kan gå helt galt, hvis man glemmer det. Måske mister du retten til at gå på en mark, måske får du ikke årsagen at vide. Måske var det fordi du i lodsejerens øjne handlede respektløst.

Vær sikker på, at der er lodsejere, der vil undre sig, hvis deres velplejede mark er fyldt med små huller, efter at du har været der med din detektor. Det kan godt være at marken er pløjet eller står i stub og at den senere skal harves og tromles, men dæk alligevel hullerne efter dig. Gør det til en vane. Dæk dem. Dæk dem. Dæk dem.

Og huske at blinke, før du skifter vognbane i trafikken!

Dæk dit hul, min ven
Dæk dit hul, min ven
Så kan du nemlig kom´ igen min ven
(Mel. “Lille sommerfugl”).

Snart er marken klar til afsøgning!

3. Tag hensyn til omgivelserne

Tag hensyn til de lokale. 
Vær opmærksom på at sikre, at du ikke generer de øvrige trafikanter på marken. Ofte er der folk der har betalt kassen for jagtretten i de områder, hvor du render rundt med din detektor. Derfor må man forvente, at lodsejeren sætter disse folk utroligt højt på sin interne prioriteringsliste. Ergo vil det være noget af et selvmål, hvis du skræmmer vildtet væk fra området eller render rundt med detektoren midt i et jagtselskab. Lav evt. en aftale med Jægeren om, hvornår du kan søge uden at genere jagten.

Tag hensyn til afgrøderne. 
Hvis der er afgrøder eller græs dér hvor du graver, så grav evt. en lille ”firkant”, tag den op, find mønten, fyld hullet og sæt firkanten med afgrøder ned igen.

Ja, det tager længere tid. Sådan er det. Men du slipper for selv at købe marken. Jo bedre du opfører dig, jo bedre er chancen for, at du får et godt ry i området og en skønne dag kommer lodsejerne måske til dig, i stedet for at du skal rende dem på dørene.

Omvendt er det jo sådan, at hvis en lodsejer bliver træt af dig, så risikerer du at han snakker sammen med naboerne og så er du på vej ind i en op-ad-bakke-situation i det område. Og det kan jo også smitte af på andre detektorfolk.

Tag hensyn til lodsejeren. 
Det kan være en god ide at lade sine søgninger gå lidt på omgang på forskellige marker, så man holder gryden i kog hos de enkelte lodsejere i stedet for at slide dem op.

Det er lige som at have en elskerinde. Hvis man ser hende hver dag, så driver fascinationen over, men hvis man blot ses en gang om måneden, så går blodet i kog hver gang I ses. Det har jeg selv fået at vide af en fjern bekendt i Norge.

Tag dit affald med dig
Dette gælder naturligvis både madpapir, sugerør og slikpapir som du selv har medbragt. Men også de stykker bondejern og andet metalaffald du graver op af jorden. Smid det ikke på marken igen, det ser sjusket ud og er til gene for såvel mennesker, dyr og senere generationer af detektorførere.

Det betragtes normalt som helt OK at efterlade tunge metalgenstande i skel eller grøftekanter, hvor de ikke er til gene, hvis de er for tunge at slæbe med. Der er trods alt grænser for, hvor mange hestesko, fortøjringspæle, spir, mælkejunger og/eller plovskær man kan have i sin fundtaske.

Tag affaldet med dig!

4. Pas godt på dine fund

Historiske fund skal behandles med omhu. 
Da Christian IV modtog det første guldhorn foreslog han at få det smeltet om til et nyt drikkehorn, men besindige folk fik ham talt fra det. I stedet blev der sat en bund i hornet, så det kunne bruges som drikkehorn, som det var. Desværre blev det senere stjålet og smeltet om. Sådan var det dengang. Ak ja.

Men sådan er det ikke mere. Nu om dage sætter man ikke bund i nyfundne guldhorn, man bruger ikke stålbørste til at rense fibler, man borer ikke træstumpen ud af en celt fra bronzealderen og man bruger ikke en brillerenser, ultralyd, syre eller elektrolyse til at rense noget som helst der kan være danefæ.

Man opbevarer det i stedet forsvarligt, gerne i en kasse med vat, evt. i en plasticpose sammen med noget af den fugtige jord det blev fundet i og overlader herefter fundet til det lokale museum. Som amatør kan du nemlig uforvarende komme til at lave utilsigtet skade, fx. ved at gnide sølv- eller guldfarve af et smykke, lave ridser i det, knække det, bøje det eller det der er værre.

Marker væsentlige fund. 
Når du finder noget, som kunne være danefæ, så er det jo først og fremmest skønt. Og der skal lyde et stort tillykke herfra. Det er jo ikke hver dag, man finder noget, som er af national historisk interesse.

Noget helt andet er, at det jo er væsentligt for fundets værdi, at nationen er klar over, hvor den pågældende genstand blev fundet. Hvis man er så heldig at være indehaver af en GPS kan man notere stedet på denne. Alternativt kan man markere stedet med en stor sten, et stort kryds eller andet samt markere det på et kort, således at museet senere kan måle stedet op.

Selv om du markerer fundstedet med GPS er det ingen skade til, at placere en lille bunke sten eller andet på fundstedet, således at museet kan foretage en finmåling, hvis det ønskes.

Vær klar over, hvornår du skal stoppe. 

Hvis du finder en spændende sølvmønt fra vikingetiden, så er det bare herligt. Hvis du finder en mere, lige ved siden af, så er det også herligt. Eller 3 eller 4 eller 5. Men hvis der bliver ved med at dukke mønter op, i en stadig stigende strøm, eller du måske rammer kanten af en krukke, som indeholder resten af den skat du har fundet, så skal du stoppe. Straks.

Det lyder måske naturstridigt, men det er vigtigt at du kontakter museet, så de får lejlighed til at tage stilling til om du kan søge videre. Museet vil, så vidt muligt, ønske at sætte fundet ind i dets rette kontekst. Måske ligger krukken i et stolpehul i et forsvundet hus, måske er den oprindeligt gemt under en sten, i en pose eller i en kiste. Hvordan er fundet nedlagt. Hvilke mønter ligger øverst eller nederst i krukken. Alle disse informationer vil interessere museet, og sandsynligvis vil du komme til at lave alvorligt kuk i det hele, hvis du graver krukken op.

Husk, at selv om museet kommer og graver resten af skatten op, så tilfalder hele danefædusøren finderen, altså dig. Og det er jo en god trøst. Og du får sikkert også lov til at være med ved selve udgravningen og dermed mulighed for at dele den fantastiske oplevelse med de rigtige proffer!

5. Indlever alt potentielt danefæ til det lokale museum

Når du finder noget, som kan være interessant for museet, så er det meget vigtigt at notere hvor det er fundet, helst med GPS-koordinater, alternativt med et kryds på et godt kort.

Men hvad defineres som danefæ? Du kan læse meget mere om, hvad der er danefæ og hvad der ikke er danefæ, på Nationalmuseets hjemmeside (www.natmus.dk). Eksempelvis er mønter fra før reformationen i 1536 altid danefæ (inkl. mønter fra året 1536). Nyere mønter kan også være danefæ, hvis de har en høj metalværdi, typisk hvis der er tale om guldmønter eller større sølvmønter. Alle fund af ædelmetaller skal desuden indleveres til lokalmuseet for besigtigelse og evt. indsendelse til Nationalmuseet til danefæbedømmelse.

Museerne har travlt, så du behøver altså ikke at drøne ind til museet, hver gang du har fundet noget der måske er danefæ. Det kan være en god ide at spørge på det lokale museum, hvad de foretrækker. Ofte vil en samlet indlevering af fund for en periode være at foretrække, frem for et ugentligt besøg. Nogle museer indbyder desuden til aflevering af fund med jævne mellemrum. Dit lokale museum kan oplyse, hvordan de foretrækker at du registrerer dine fund, herunder valg af GPS-koordinatsæt. Der er også lokalmuseer der har Facebook-grupper, hvor de kommunikerer med de detektorfolk der søger i museets område.

Man behøver ikke forstyrre museet med alle fund

6. Indlever værdigenstande til hittegodskontoret

Hvis du er så heldig at rende ind i en nyere vielsesring i guld, et Rolex-ur eller andet der synes at være nutidigt og af værdi, fx. når du søger på legepladsen, stranden eller i skoven, så går turen til hittegodskontoret (politistationen). Du kan læse mere om reglerne for indlevering af hittegods på www.politi.dk/hittegods

Vær opmærksom på, at du som finder kan forvente en findeløn på ca. 10% af det fundnes værdi, såfremt det fundne har en værdi på min. 500 kroner og såfremt ejeren melder sig. Hvis ejeren ikke melder sig sælges genstanden på auktion efter 3 måneder og så får du udbetalt en tredjedel af indtjeningen, fratrukket fradrag og omkostninger. Ekspeditionstiden på hittegodskontoret er dermed væsentligt hurtigere end den gennemsnitlige ekspeditionstid på museerne. Så husk lige at efterlade dit navn og adresse!

Lodsejerens tegnebog!

7. Tag hensyn til andre detektorfolk

Det er god tone blandt detektorfolk, at hvis en mark (matrikel) er “optaget” af en anden detektorfører, så finder man sig en anden mark at gå på. Der er masser af marker, så der er jo ingen grund til at vi træder hinanden over tæerne. Og det er helt uhørt, at man møffer sig ind på en fundrig matrikel, uden at være inviteret af den detektorfører, der har “opdaget” stedet. Dette betragtes som total helligbrøde. Så husk lige at spørge landmanden om der går andre detektorfolk på marken, inden du kaster dig over den. Hvis der gør, kan du jo altid spørge vedkommende, om der er plads til dig også. Det kunne jo være begyndelsen på et vidunderligt venskab.

Hvis du laver aftaler om flere marker, end du kan overkomme, så er der til gengæld ingen grund til at holde andre detektorførere væk fra markerne.  Der er rigtig mange detektorførere, der har fundet sammen og deles om oplevelserne. Personligt har jeg stor respekt for de detektorførere der er åbne for at invitere gæster på besøg på “deres” marker og det forsøger jeg også selv at leve op til. Man behøver jo ikke at invitere 20 ad gangen. Det er min erfaring, at man også får rigtigt meget ud af at have en enkelt gæst eller 2 ad gangen. Det kan jeg anbefale.

Der er naturligvis også detektorfolk, der foretrækker at søge alene, hvilket jeg også tit selv sætter pris på.

Samarbejde er guld værd!

8. Vær en god repræsentant for vores hobby

Ofte vil du opleve nysgerrige spørgsmål, når du søger med din metaldetektor. Svar venligt på disse henvendelser, når du søger, det betaler sig for os alle. Måske får du et godt tip med på vejen.
Hvem ved, måske er den nysgerrige ældre herre ejer af et spændende, gammelt gods.
Måske er den søde unge pige eller knægt, der har mistet sin næsering i strandens sand, din kommende ægtefælle!

Hvis du følger ovenstående råd, krydret med lidt sund fornuft, så gør du dig selv og os alle sammen en tjeneste.

Og det vil vi andre gerne sige tak for!

1 Comment

  1. Pingback:Allan Faurskovs detektorside » God detektorskik

Der er lukket for kommentarer.