Menu Luk

Det Historiske Atlas

Det Historiske Atlas, Millennium House, 2012, 473 sider

Dette fantastiske, helt nye historiske værk fandt jeg til 100 kroner i Kvicklys bogudsalg. Da jeg havde læst lidt i bogen kørte jeg straks ind og købte de sidste 3 eksemplarer, det kan blive en fin lodsejergave.

Det Historiske Atlas bygger på den grundtanke, at ”Et billede siger mere end tusinde ord”. Bogen er i stort format og fantastisk rigt illustreret med først og fremmest kort, men også flotte farveillustrationer og fotos, der underbygger bogens tekst.

Så vidt jeg kan se er bogen skrevet i Australien, med mange forskellige bidragsydere fra hele kloden. Bogen behandler hele verdenshistorien fra Jordens tilblivelse og frem til vores tid. Den når dog hurtigt frem til 10.000 f.Kr. og bogens absolutte hovedfokus er menneskets historie, med beskrivelse af de mange kulturer, civilisationer og historiske begivenheder, der har fundet sted gennem verdenshistorien. Jo længere vi kommer frem i historien, jo flere detaljer kommer der med.

Det Historiske Atlas indeholder beskrivelse af alle religionerne og deres tilblivelse, Alexander den Store, Rosekrigene, Den Franske Revolution, Havenes opdagelsesrejsende, Vikingerne, Australiens befolkning, Mayaerne og Aztekerne, samt et utal af forskellige europæiske riger, konflikter og opdagelser gennem tiderne. Der er mig på det nærmeste umuligt på dette sted at yde værket fuld retfærdighed. Det er virkelig en utroligt rig bog, som let kan læses i etaper af 2-4 sider ad gangen, eller mere.

Jeg er ikke færdig med at læse bogen endnu, men glæder mig dagligt over ny viden om de mange riger, der har ligget omkring Danmarks grænser. Det er dejligt at få lidt mere hold på Frankerriget, Det Tysk-romerske rige, Hollands historie, Englands historie osv. osv. osv.

Der har været hele 5 oversættere på den store oversættelsesopgave og bogen har da også enkelte tyrkfejl, hist og her, men Det Historiske Atlas er grundlæggende velskrevet og i høj, høj indholdsmæssig kvalitet. En stor gave til den nysgerrige, historieinteresserede detektormand/kvinde.

Det Historiske Atlas
Det Historiske Atlas