Menu Luk

Midgaards Træf 2016

Ulfborg, Danmark, dag 2

Efter 3 fulde weekenders træfaktivitet havde jeg denne gang valgt kun at deltage lørdag. Ville faktisk gerne have været med alle 3 dage, men må sande, at det nok er bedst med en lille pause mellem hvert træf.

Som jeg forstod det, var der ikke fundet de store ting fredag eftermiddag. Det var blevet til et par tenvægte plus det løse, men nu, lørdag morgen, stod der så 90 metalsultne detektorfolk på spring til at lokke stribevis af kulturhistoriske puslespilsbrikker ud af den midtjyske muld.

Detektormand ved stor å (Storåen)
Detektormand ved stor å (Storåen)

Turen havde sit udgangspunkt i Amdi Petersens gamle hjemmebane i Ulfborg, hvor vi efter en god morgenmad blev delt op i 3 hold á ca. 30 mand og fordelt på forskellige marker.

Frokost i det grønne
Frokost i det grønne

Selv endte jeg ved Storåen, tæt på Holstebro, hvor der skulle være chancer for oldtid samt “sjældne mønter”. Lidt af en melding, men jeg har jo ikke spor imod at finde sjældne mønter, så af sted det gik. Mine trofaste følgesvende Tonny Laursen og Michel Rønde valgte at tage samme sted hen som mig, da de jo ellers måtte gå de ca. 30 km ud på markerne.

"...det ender altid med en Deus..."
“…det ender altid med en Deus…”

Det viste sig desværre, at vi på hold 3 havde trukket en “nitte” i markfordelingen. I hvert fald var vi ikke i stand til at finde noget særligt oldtidsmetal, på trods af at vi var enormt et stærkt hold med bla. Oluf Skadhauge, Jesper Janke, Brian Kristensen, Morten Nielsen og den legendariske kuffertfavekender Per Kyndi.

Brian Kristensen fandt en klædeplombe i bly og Oluf fandt en 4 skilling fra 1856, men det var vist toppen.

Bondejern
Bondejern

Personligt toppede jeg i lang tid på et blylod, som dog næppe var ret gammelt. Dateringen baserer jeg bla på formen men bestemt også på, at der sad en intakt nylonsnøre i loddet.

Formiddagens fund, nylonsnøren antyder at det er nyere
Formiddagens fund, nylonsnøren antyder at det er nyere

Det blev dog lidt bedre til sidst, da jeg fandt ægte sølv, i form af en maltrakteret sølvske. Ægte tretårnet sølv med en inskription lydende “Aase”.

Sølvske, 3-tårnet, rester af motiv fra "Fyrtøjet" af H. C. Andersen (soldat på vej ned i træ...)
Sølvske, 3-tårnet, rester af motiv fra “Fyrtøjet” af H. C. Andersen (soldat på vej ned i træ…)

Det blev ikke til yderligere fund på disse marker og kl. 14.00 fik vi lov til at rykke til mark 2, hvor der i dagens løb var fundet nogle fibler og en guldring.

Steffen Plougmanns flotte romer
Steffen Plougmanns flotte romer

Det første flotte fund, jeg fik lov at se var en usandsynligt flot romersk mønt, angiveligt en såkaldt “republikaner”, altså en af de helt gamle fra før år 0.

...med 3 heste, smuk kvinde og det hele...
…med 3 heste, smuk kvinde og det hele…

Finderen var ingen ringere end Steffen, som på denne måde blev belønnet af detektorguderne for at stille en fantastisk mark til rådighed for Midgårds Træf 2016. Jeg tror det er den flotteste romer jeg nogensinde har set, fundet med detektor i Danmark.

Meget velbevaret denar
Meget velbevaret denar
Nærbillede
Nærbillede

Selv om mark 2 var tæsket ganske godt igennem var der stadig fund at gøre. Det blev bevist af Jim Dølby, som halede en fin urnesfibel op af jorden.

Jim Dølby fandt en urnesfibel midt mellem fodsporene
Jim Dølby fandt en urnesfibel midt mellem fodsporene

Os der først var kommet sent til mark 2 kunne nyde synet af mange gode fund, efterhånden som vi traf de oprindelige mark 2 detektorfolk. Det var bestemt ikke alle, der havde gjort fund og det varede længe inden jeg fik guldringen at se, men man kan jo altid regne med Amund.

Amund havde, med sin karakteristiske, totale mangel på beskedenhed, naturligvis fundet et par flotte fibler og for resten også et par borgerkrigsmønter.

Amund holdt sig ikke tilbage - lille skålfibel
Amund holdt sig ikke tilbage – lille skålfibel
...og en pladefibel med indpunslede "huller"
…og en pladefibel med indpunslede “huller”

Jeg satte fra starten det store søgehoved på Deus, i håb om at snuppe et par fibler, som de andre havde overset. Det gav ikke resultater, ud over en lidt ømmere arm end jeg ellers ville have haft. Men det føltes rigtigt.

To fibelfindere
To fibelfindere

En af de helt rutinerede detektorfolk i Midtjylland er Jens Hwam. Jens havde såmænd også fundet en romer, da han var på vej over til bilen til frokost.

Jens Hwam fandt også en romer, på vej til frokost!
Jens Hwam fandt også en romer, på vej til frokost!

Personligt sporer jeg en klar tilfredshed over den fine romer i Jens Hwams ansigt på nedenstående foto. Endnu et flot jernalderfund på en fantastisk mark.

Jens Hvam
Jens Hvam

Da vi kom tilbage til lejren fik jeg lejlighed til at se en række fund, som var gjort i dagens løb. Endnu engang var der fine fundtyper imellem, som jeg aldrig havde set før.

Erik Olsens skålvægt - endnu en ukendt fundtype for mig
Erik Olsens skålvægt – endnu en ukendt fundtype for mig

Det var mig umuligt at fotografere mere end blot de flotteste af fundene.

Og Rasmus Nielsen fandt en "slangefibel"!
Og Rasmus Nielsen fandt en “slangefibel”!

Ud over en række fibler var der fundet hele 2 guldringe. Den ene ligner jernalder, den anden middelalder. Bedøm selv herunder.

Michael Kjærs tunge guldring
Michael Kjærs tunge guldring
René Hansen bragte hæder med sig hjem til Skanderborg, med denne flotte guldring
René Hansen bragte hæder med sig hjem til Skanderborg, med denne flotte guldring

Jo mere man dykkede ned i bunken af fund, jo mere dukkede der op.

Peder Højvangs hængesmykke / fibel
Peder Højvangs hængesmykke / fibel
Arrangementet

Da vi var 90 mennesker til træf havde man valgt at dele os op på 3 markområder, for at der ikke skulle blive for store logistiske problemer. En fin plan, som var en gentagelse af 2015-planen.

Det eneste problem er, at når man er delt op på flere lokationer, så er der en tendens til, at der er nogen der finder noget og nogen der ikke finder noget. Og så har man hurtigt panikken hos dem, som ikke finder noget.

Måske man skulle genoverveje den strategi. Det er min erfaring fra andre træf, at man godt kan være mange mennesker på nogle få marker, blot de er store nok. Så kan man jo rykke samlet videre, hvis der i løbet af en time eller to viser sig ikke at være fund på markerne. Dermed føler alle, at de har samme chance for at gøre det store fund. Evt. kan man starte med at gå på række frem og tilbage på marken, så den bliver afsøgt lidt over det hele.

En detalje var, at da klokken blev ca. 16.00 blev vi bedt om at gøre klar til at køre tilbage til lejren. Det gav lidt forvirring, da der stod 18.00 i programmet. Og da vi var nogle fundtørstige efternølere som først var kommet til marken kl. 14.00 og i øvrigt var stået op kl. 05.40, var vi ikke spor mentalt indstillet på at slutte. Så vi blev lidt længere, men festen fusede noget ud, da der kun var en håndfuld detektorfolk tilbage den sidste times tid. Ak ja.

Men det var bagateller. Der var til gengæld, som sædvanligt, gjort ekstremt meget ud af arrangementet. Der var lækker morgenmad, overnatningsmuligheder, teltpladser, helstegt pattegris masser af marker at gå på, deltagelse fra museet, deltagelse fra andre klubber osv. osv. Stor cadeau til bestyrelsen for deres enorme arbejde med alle disse ting. Det er heldigvis folk, der ikke er så nemme at bringe ud af fatning og 1000 tak herfra for deres indsats for en ny, dynamisk klub med masser af vokseværk og andre udfordringer.

Nævnte jeg, at der var fantastisk lækkert tilbehør til grisen? Det gjorde jeg vist ikke, men det var der!

Kokken fanger flæskesvær
Kokken fanger flæskesvær
Lærestreger

Man bliver lidt klogere, hver gang man er af sted på tur. Jeg var i en periode lidt frustreret over ikke at finde noget, men det gik næsten over, da jeg fik godt med flæskesvær af kokken.

Men der altid noget at finde. Det beviste Jim Dølby jo bla, da han fiskede en urnesfibel op mellem alle sporene. Jeg mener også at Amund fandt en fibel mere, den slemme mand. Og at der blev fundet endnu mere om søndagen, hvor jeg var ude og se på efterskoler.

Bortset fra det, så var dette fjerde weekend i træk med detektortræf. Jeg tror at hver anden weekend bliver maximum til næste år. Lysten mangler ikke, men familien skal jo også ses til. Og markerne derhjemme afsøger jo ikke sig selv.

Årets "skovl" kåres og uddeles
Årets “skovl” kåres og uddeles
Mine fund

For mit vedkommende var det et træf uden nævneværdige fund. Jeg fandt slet ingen mønter, så jeg må denne gang nøjes med at tælle flotte knapper.

Og dog. Som oftest finder jeg et par flotte knapper og det er jeg glad for. Desværre fandt jeg denne gang kun 2, ikke specielt flotte, knapper.

Når jeg finder knapper, så plejer jeg at gemme de knapper, der har intakt hul. Ellers bliver der for mange fragmenter at gemme på. Desværre var der ikke nogen af de 2 knapper jeg fandt, der var intakte, så de røg i skrotkassen.

Dermed må mit bedste fund klart være et fragment af en sølvske med H. C. Andersen motiv fra ”Fyrtøjet” og med navnet Aase graveret på bagsiden. Se fotos ovenfor.

Skeen har ganske vist været igennem en græsslåningsmaskine eller en blender inden for de senere år, men det er tretårnet sølv, så jeg kan vel smelte det om til nogle 4-skillinger, hvis det skal være.

Da skeen vejer 18,5 gram og dermed består af 83% sølv burde der være ca. 15,335 gram sølv at arbejde med. En 4-skilling 1856 vejer 1,856 gram, heraf 25% sølv, dvs. 0,464 gram sølv pr. mønt. Ergo er der sølv i min ske til at lave cirka 33 stk. 4-skillinger. Det er da noget.

Men måske nøjes jeg blot med at gemme skeen som en påmindelse om, at der ikke altid er fund til alle 🙂

Denne ske er dedikeret til "Aase"
Denne ske er dedikeret til “Aase”

Mønter: Ingen

Øvrige fund:

  • Sølvske
  • 2 knapper, begge “defekte”
  • Masser af kammeratskab
Fornuftig Jysk rabatstruktur på "mæker" :-)
Fornuftig Jysk rabatstruktur på “mæker” 🙂

Klik her for at se flere fotos fra turen