Menu Luk

Sortering af fund

Sortering i fundkasser giver overblik

Når jeg kommer hjem fra marken med mine fund fordeler jeg fundposerne i nogle kasser, som jeg har markeret med dymo-etiketter.

Kasse 1: Fund der skal registreres

Den første kasse er til fund, som endnu ikke er registreret. Lad os kalde denne kasse for Kasse 1. Når jeg kommer hjem fra marken anbringer jeg alle nye fund i Kasse 1. Fundene bliver i denne kasse desuden fordelt i større plasticposer, jeg laver nemlig en en pose for hver lokation, som jeg har gjort fund på.

Kasse 1 – nye fund
Kasse 2: Fund der er registreret, som skal i fundrapport

Når fundene er registeret i min fundliste og data fra min GPS er overført til Google Earth (læs mere herom senere) bliver fundene flyttet til en anden kasse. Nemlig den kasse, der indeholder de fund, der skal skrives ind i en fundrapport (læs mere herom senere). Lad os kalde denne kasse for Kasse 2.

Kasse 2 – fund der er klar til fundrapport

Kasse 1 og Kasse 2 hjælper mig med at holde styr på, hvor langt fundene er kommet på deres vej fra muld til museum.

Kasse 3A, 3B og 3C: Fordeling af fund der ikke skal til museet

Langt de fleste fund jeg gør er ikke desværre interessante for museet. Disse fund fordeler jeg i første omgang i 3 kasser.

Kasse 3A indeholder bly, zink og tilsvarende ”hvide” metaller. Det kan være synk fra et fiskenet eller geværkugler af nyere dato. Tingene anbringes i denne kasse indtil jeg en kold og stormfuld nat vasker dem og fordeler dem i fundkasser, dvs. i de kasser som jeg bruger til at fremvise fund til familie, venner og unge kvindelige fans. Disse metaller renser jeg ikke, da de så vidt jeg har forstået udskiller ganske giftige partikler ved rensning og for resten heller ikke bliver spor pænere af at blive renset.

Kasse 3B indeholder ”gult” metal som kobber, messing og bronze. Det kan fx være mønter, dørhåndtag, cykelklokker, fingerbøl og knapper. De gule metaller ligger i denne kasse indtil jeg en dag sorterer dem i fundkasser. Gule metaller kører jeg ofte igennem min stentromle, for at gøre dem pæne at vise frem. Det er naturligvis en smagssag, om man ønsker at rense sine fund på den måde. Mønter i disse metaller renser jeg dog sjældent, da de typisk bliver ødelagt af at blive renset. Dog kan moderne 25-ører og 50-ører sagtens tåle at blive renset.

Klik her for at læse mere om rensning af nyere fund i stentromle

Kasse 3C indeholder blanke metaller, eksempelvis moderne 1-kroner, nøgler, hundetegn og sølvmønter. Disse fund ligger ligeledes og venter på, at jeg vasker og renser dem, efter en vis sortering. De fleste af disse fund tåler fint rensning, dog skal man være varsom med at rense sølvmønter, da de ofte taber værdi af rensning. Ganske mange sølvmønter er desuden af så dårlig kvalitet, at rensning risikerer at skade mønterne alvorligt.

Kasse 3A, 3B, 3C – fund til egen samling
Klik her for at læse lidt mere om rensning af nyere sølvmønter
Klik her for at læse videre i næste artikel: Funddatabase