Menu Luk

Skalk

Skalk er udkommet siden 1957, udkommer hver anden måned, 32 sider

Herfra skal lyde mine varmeste anbefalinger af tidsskriftet Skalk. Skalk er et hæderkronet blad, som de fleste danskere med historisk interesse er stødt på, men jeg vil ikke tage unødige chancer, så derfor ofrer jeg her et par spalter på at udbrede kendskabet til Skalk yderligere. Skalk er nemlig yderst relevant for detektorfolk, der er interesserede i historie fortalt som en god historie.

Skalk
Skalk, et vidunderligt blad

Skalk udkommer hver 2. måned, og fortrinligt hjulpet af en hær af historiske kapaciteter (om jeg så må sige) fortæller Skalk Danmarks historie på en helt og aldeles jordnær og forståelig måde.

Skalks fokus

Skalk fortæller historien fra de ældste istider og frem til i dag. Naturligvis med fokus på den periode, hvor Danmark har eksisteret, som sådan. Dvs. perioden efter den seneste istid. Skalk indeholder en skøn blanding af artikler fra hele kongeriget og der springes herligt mellem middelalder, oldtid, forrige århundrede osv. osv. Overraskelsen over næste artikel er en del af glæden ved bladet.

Skalk
Dejligt varieret blad

Hvad er Skalk?

Skalk skriver selv om Skalk at: Skalk er et populærvidenskabeligt tidsskrift, som bringer velillustrerede artikler om dansk arkæologi, historie og kulturhistorie. Tidsmæssigt spænder emnerne fra jægerstenalderen og indtil omkring 1900. Skalk blev grundlagt 1957 af Harald Andersen og udkom i begyndelsen med 4 numre årligt, siden 1963 er der udsendt 6 numre årligt. Skalk udgives af den selvejende institution Wormianum, opkaldt efter Danmarks første antikvar, Ole Worm.

Køb brugte blade

På et tidspunkt fik jeg tilbudt flere kilo Skalk-blade, blot jeg ville betale portoen. Ikke alle er så heldige, men det er mit indtryk at der af og til er partier af Skalk til salg i Den Blå Avis og andre gode steder. Måske du kender selv en historieinteresseret perosn der af uforklarlige grunde ikke læser i sine blade mere. Et Skalk-blad bliver ikke slidt op (eller ned) af at blive læste mere end en gang. Heller ikke, hvis der er tale om forskellige læsere. De blade jeg fik tilsendt bliver læst med stor interesse af såvel min svigerfar som mig selv.

En anden mulighed at at købe de gamle årgange som “nye” hos Skalk selv. På Skalks hjemmeside er det muligt at købe alle de tidligere årgange fra bladets start i 1957 og frem til i dag. Prisen starter ved 12 – 18 kroner pr. blad for de ældste årgange og ender ved 46 kroner for et eksemplar fra seneste årgang.

Skalk
Få mere for dine skattekroner – læs Skalk på biblioteket

En anden måde at få adgang til Skalk på er at besøge dit lokale bibliotek. Du vil på førende biblioteker, faktisk alle tror jeg, finde det nyeste eksemplar af Skalk blandt aviser og tidsskrifter i læsesalen ligesom du vil også kunne finde tidligere årgange af bladet. Helt gratis. Altså når man ser bort fra skatten, som du jo betaler alligevel. Du kan sågar bestille Skalk-artikler på www.bibliotek.dk og få dem leveret som gratis e-kopier i pdf-format. Det er da smart! Hvis du da ellers kan finde ud af det.

Skalk er langtidsholdbart

Jeg læser med lige stor glæde et Skalk-blad fra 70´erne eller 60´erne som et blad fra det seneste årti. Naturligvis er der sket meget nyt i de seneste 30-40 år, men set i et historisk perspektiv er det til at overse. Ældre artikler om oldtidssmykker, vikingeborge, Jellingehøje, gravhøjsbyggeri, kirkeklokker og kanoner er ofte stadig lige aktuelle, selv om de har nogle år på bagen. Man bliver jo også klog af at se, hvordan Danmarks historie hele tiden har udviklet sig, trinvist, men ubønhørligt, siden artiklerne blev skrevet.

Skalk
Langtidsholdbart! Det er, hvad Skalk er!

Jeg er også gået over til Skalk

Et eksempel på en spændende artikel fra et Skalk-blad kan du se her på sitet. På et tidspunkt fandt jeg et flot vikingesmykke og nogle måneder senere snublede jeg over en Skalk-artikel fra 1991 om et næsten identisk smykke. Jeg skrev til Skalk og forfatteren og fik lov til at bringe artiklen her på sitet. Klik her for at læse artiklen helt gratis 🙂 – findes midt i artiklen med overskiften “Maskespil”.

Mange bidragsydere

Skalk har i dag en redaktion på en enkelt mand. Men det fremgår af signaturerne i bladet, at der er mange eksterne bidragsydere.

Abonnement

Tro det eller lad være, der er ingen procenter i det her for mig. Men jeg vil alligevel, for din skyld, oplyse et link til Skalks hjemmeside, hvor du kan tegne abonnnement og læse andre relevante oplysninger om tidsskriftet:

http://www.skalk.dk/

Bemærk at som abonnent på Skalk får du oven i handelen adgang til at bestille en række spændende bøger til reducerede priser.  Læs meget mere om Skalk her…

Skalk
Prøv det!

 

 

1 Comment

  1. Pingback:Allan Faurskovs detektorside » Skalk – læs det før din nabo!

Der er lukket for kommentarer.