Thy Rally 2021

Thy Rally 2021

Igen i år var jeg en af de glade deltagere i årets Thy Rally. Der var deltagelse af ca. 70 detektorfolk, heraf mindst 5 par, hvoraf mindst 3  par var decideret nyforelskede. Så det var ren lykke. 

9. september, dag 1: Romersk guldmønt

Som altid var der tyvstart torsdag, med et par timers søgning og som flere gange før blev træffets bedste fund fundet på “træningsmarken”. Det var ingen ringere end høje, flotte Asger, der gjordet dette fantastiske fund, i form af en romersk guldmønt, omgjort til hængesmykke.

Asger finder en vaskeægte romersk guldmønt

Der er tidligere fundet en romersk guldmønt på et Thy Rally, helt tilbage i 2008, hvilket i de efterfølgende år er blevet til et legendarisk fund, men nu er der så fundet hele 2 stk. på et Thy Rally.

Det er meget sjældent at der findes romerske guldmønter i Danmark (i hvert fald uden for det mytiske og vidunderlige Bornholm), så det gav naturligvis en fantastisk stemning i lejren. Det er præcis den slags stof som rigtige eventyr bygger på.

Romersk guldmønt på bund af mos

Det lykkedes mig at få lov at låne mønten i nogle minutter, så jeg kunne forsøge mig med mit kamera. Vi havde en super hyggelig lille stund i den bløde skovbund, guldmønten og jeg. Det er formentlig første og eneste gang jeg får lejlighed til at fotografere en sådan mønt tæt på, så det var et minde for livet. 

Der blev fundet yderligere 2 romere denne torsdag af Per Jensen og Lars Thygesen, men da de “kun” var i sølv druknede de lidt i den megen virak omkring guldmønten. Ret flot med 3 romere på en meget kort søgedag. 

10. september, dag 2: Hjulene ruller

Fredagens søgninger startede på “jomfrumarker”, nær et stort, gammelt voldsted. Der var tale om meget store arealer, så selv om vi var 70 detektorfolk på markerne var der langt imellem os, med de 3 nyforelskede par – og faktisk også de 2 etablerede – som klare undtagelser. 

Christian Helt finder en fin, lille romersk mønt

Christian Helt lagde ud med en lille romersk sølvmønt, dvs. den fjerde romer fundet på træffet, skarpt fulgt af Steen Agersø som fandt en let omskåret engelsk Long Cross Penny. 

Der drikkes Underberg i stride strømme

Jeg husker ikke, hvor mange hektar der var til rådighed denne fredag, men det var mange, det er  helt sikkert.

På den første af dagens 3 lokationer blev der, ud over de 2 ovennævnte mønter, fundet seglstamper og klipsølv fra vikingetiden. Jeg havde selv fornøjelsen af ca. flg. dialog med Christian Helt:

Christian: Se, hvad jeg har fundet!
Mig: En knap til en skuffe?
Christian: Nej, det er et seglstampe?
Jeg (skeptisk): Må jeg lige se? 

Jeg fattede hurtigt min medbragte spray gav banditten et solidt sprøjt op i bunden. Og sandelig, frem dukkede et smukt seglstampe, til Christians fryd og min ditto.

Tænk engang, dem har jeg smidt mange ud af….

Lars Thygesen og Michael Rønde i dyb samtale

Markerne var ganske tørre, men vejret viste sig fra sin allerbedste side, hverken for koldt eller for varmt for de fleste. Der blev fantaseret lidt om, at det eneste der manglede var, at der kunne falde 50 mm regn i løbet af den kommende nat, men så ville betingelserne da også være helt fantastiske.

Vi besøgte i alt 3 lokationer. Lokation 2 var halvt stub, halvt leret, så den faldt ikke helt i detektorfolkets smag. Da der ikke dukkede fund op af betydning i løbet af den første time, rykkede karavanen hurtigt videre til lokation 3, hvor stednavnet antydede, at der kunne være fund at gøre

Kartoffelhøst i forgrunden, fibelhøst i baggrunden

Med en kartoffelhøstende landmand som nærmeste tilskuer afsøgte vi de fine marker, hvor jorden var dejlig at arbejde med og hvor der tidligere har løbet et vandløb i bunden af marken.

Det lykkedes den altid energiske Amund at vride en irret bøjlefibel ud af den tørre muld, men ellers var det småt med fund, der kunne leve op til stedets kongerelatede navngivning. Men pyt med det, vi fik rusten ud af kroppen og så frem til en lovende lørdag på nye og gamle marker. 

11. september, dag 3: Massevis af fund

I løbet af natten mellem fredag og lørdag blev vi begunstiget af et mægtigt regnvejr, hvilket jo var præcis det vi havde drømt om. 

Ghita i rask, stilfuld afsøgning

Vi startede på nye marker nær en gammel detektorplads, hvor der er fundet bunkevis af fund fra jernalder, vikingetid og middelalder. Mange marker i området har kastet flotte fund af sig, men disse første marker var desværre ikke blandt dem, som flød med mælk og honning. 

Ole Harpøths vikingemønt

Til gengæld var der stadig fund at gøre på nogle af de “gamle” marker, hvor der i visse områder tidligere har været afsøgt i flere omgange hen over de seneste 30 år. 

Gamle marker kan altså høstes igen og igen i årtier, blot man er tålmodig og måske engang imellem lader dem ligge indtil de igen er pløjet af den rare landmand.

Claus Thrane poserer med tabletlod

Eksempler på vikingetidsfund fra lørdag var en fin, halveret sølvmønt, fundet af Ole Harpøth samt et fint tabletformet vægtlod i bly fundet af Claus Thrane. 

Det fine tabletlod

Asger holdt sig heldigvis klædeligt tilbage denne skønne lørdag, hvilket jo kun var rimeligt, efter fundet af den flotte guldmønt torsdag.  Til gengæld var der mange andre, der tog for sig af retterne. 

Størrelsen betyder noget!

Christian Børsting fandt fx. en flot urnesfibel, sen vikingetid. Naturligvis på en af markens mest afsøgte pletter, men sådan er det jo tit. Altid overraskende, hvor små sådanne fibler er i virkeligheden – de ser altid større ud på fotos. 

Christian H. Børsting finder en urnesfibel

Ghita tilbød som altid generøst at tage et foto af fotografen, se herunder. Linda Aarosin tilbød det samme senere på dagen, så for en gangs skyld fik jeg et par fine fotos af mig selv med hjem fra dette træf.

Note til mig selv: Husk at afmontere grimt albuebind ved næste foto-sceance….

Ghita svarer igen med kameraet

Det var ikke slut med vikingefundene denne lørdag, også Linda A. var på pletten med et fragment af en urnesfibel og Dines ligeså (eller var det en fuglefibel i sølv).  

Frk. Aarosin med fragment af urnesfibel – en ægte skønhed!

Desuden bød dagen på fund af en klipping, et par borgerkrigsmønter, dirhemklip, et par bøjlefibler, den centrale del af et gudslam, en flot dubsko og et par fuglefibler, for blot at nævne nogle af de genstande jeg fik lov at se på marken.

Glemte jeg at nævne Severins patinerede brevåbner, fra ca. år 1900?

Et af dagens absolut mest bemærkelsesværdige fund var Linda Henriksens flotte insulære remende, dateret til vikingetid. Den slags finder man ikke hver dag.

Linda Henriksens flotte insulære remende, vikingetid

Lindas remende blev da også kåret til årets bedste vikingefund ved den store præmieoverrækkelse lørdag aften. Og naturligvis blev Asgers guldmønt årets bedste fund, hvilket kastede et lækkert X35-søgehoved af sig, så nu bliver Asger nok nødt til at skifte til XP Deus. 

Der blev uddelt hele 35 præmier denne aften, en præmiemængde der næppe nogensinde er overgået ved et detektortræf på dansk jord. Thy Mors Detektorforening havde nævnt at deltagerne var velkomne til at medbringe præmier til præmiebordet og det var der rigtig mange, der havde taget til sig.

Linda Henriksen vandt præmien for årets flotteste vikingetidsfund

Dermed blev det pludselig en heftig opgave for præmiekomiteen at administrere de mange præmier, men det klarede de med stor bravour, i år heldigvis med hele 2 foto-modeller til at uddele præmier, kys og kram. 

12. september, dag 4: Regn og fibler

Søndag startede med en solid regnbyge. Dog først efter at alle var langt ude på markerne. Sådan var det jo heller ikke ment, det med at vi gerne ville have noget vand….

Mikkel Edelmann går mod strømmen og trodser elementernes rasen

Nogle var bestemt bedre forberedt på denne regn end andre. Selv var jeg på 100% tørvejrs-dæk, så jeg måtte søge i pit under det nærmeste træ og vente på bedre tider. 

Ingen vejrmæssig udfordring kan ryste en detektormand!

Vi fik prøvet et par nye marker af, før vi alle endte på den mark der lå nærmest byen. Her havde Mette N. B. indledningsvist fundet hele 2 fibler, så det virkede lovende.

Jeg nåede selv at opleve Søren Christensen rykke en næbfibel op af jorden og hørte siden om en 4. fibel, fundet senere på dagen, men det var så også højdepunkterne på denne søndag, hvor folk var trætte og lige så stille dryssede hjemad til de velkendte støvsugere, græsplæner og Formel 1-løb, som jo også skal passes. 

Arrangementet

Et dejligt træf i Nordjylland, hvor alle bidrog til træffet efter bedste evne. Der var deltagere fra venskabsklubber mv. fra hele Danmark, endda flere end normalt, da det massive hul efter de pandemiramte normænd jo skulle fyldes. 

En stor hilsen til Norge herfra – vi savner jer, vi ses til næste år!

Thy Rally lejren set fra oven

Lærestreger

Hvad kan man tage med sig fra et sådant træf? Her er et par bud:

  • Der er altid fund at gøre på de gamle hotspots
  • De nye marker skal også have en chance, vi er jo ikke kun på træf for at høste de gamle marker
  • Fibler er mindre end man tror, grav på alle signaler, ikke mindst hvis du er på en mark, hvor der tidligere er søgt meget
  • Hvis regnbyger truer i lunt vejr, så tørrer shorts og t-shirts hurtigt, hvorimod gummisstøvler og regntøj er en lummer omgang at trave rundt i
Regnar Lodbrog….

Mine fund

Det blev ikke til mange mønter på dette træf, til gengæld var der en borgerkrigsmønt imellem, så det var da altid noget. 

Mønter
  1. Penning (borgerkrigsmønt) 1241-1377, bronze
  2. 2 øre 1932, Christian X, bronze
  3. 10 øre 1924-47, Christian X, kobbernikkel
Øvrige fund:
  • Fuglefibel, ca. 1100 (den er jeg meget glad for!)
  • Tenvægt, lille, bly
  • Rembeslag
  • Knivende
Min fine lille fuglefibel

Klik her for at se flere fotos fra turen

Metaldetektor oplevelser og erfaringer